Tak for denne gang!

Så er jeg kommet til denne blogs sidste indlæg, for jeg må jo lige fortælle om alle de glæder og fortrædeligheder vi var udsat for på vores lange rejse hjem, der fra vi satte os i taxaen i Pretoria til vi parkerede bilen i Spørring kom til at vare næsten lige præcis 26 timer.

Først fortædelighederne! Vi skulle igennem ikke mindre en tre skrankepaver i Johannesborg lufthavn. Først havde vi ca. 5 kg. overvægt med - ikke i alt, men fordelt på de enkelte kufferter. Vi fik valget mellem at betale 100 dollars pr kg, eller at købe en ny kuffert af dem til 150kr, som vi så kunne overføre de forbudte kg til, eftersom Dorthea gerne måtte medbringe 10 kg. Vi valgte sjovt nok den sidste løsning. Ved check in, gik det så galt igen i form af de ting jeg havde i mine kufferter. For det første en laptop, som jeg havde valgt at placere i kuffert frem for håndbagage pga. dens manglende evne til at holde strøm, hvilket vist er blevet det nyeste skud på stammen over sindsyge krav i flysikkerhedens navn. Det næste der skete, var så i jeg i de sidste sikkerhedsspørgsmål, måtte indrømme at have puttet en plasticpistol i den ene kuffert der skulle tjekkes ind. Det måtte den heller ikke, da en sådan jo nærmest er ligeså farlig som en computer uden strøm. Ud røg pistolen i samme fart som tårerne i Carls øjne, og da skrankepaven spurgte mig, hvorfor Carl nu stod og græd, måtte jeg jo sige, at det var fordi hun havde taget hans legetøj, hvortil hun sagde til ham på engelsk: Bare rolig dreng, mor vil købe dig en ny!!

Nåh men alt dette, var jo dybest set vores egen skyld, men da vi så kom til skrankepave nr. tre, så eksploderede min tålmodighed altså alligevel. For denne var immigration, og det første hun gjorde var at kigge på Carls pas og spørge efter hans fødselsattest, som vi jo af gode grunde ikke kunne fremvise, da den lå i DK, og i øvrigt ikke levede op til de krav, som træder i kraft 1.oktober. Problemet med denne skrankepave var blot, at hun ikke havde hørt om fristen med 1. oktober, og derfor var meget hoven og afvisende overfor vores påpegning af netop denne vigtige dato. Jeg forsøgte mig sågar med jeditricket, med at kigge direkte på hende og sige "Du har ikke brug for at se en fødselsattest" Men hendes sind, var åbenbart ikke helt så svag som en stormtroopers.
Endelig kom der dog en kollega hen til hende og sagde en masse på et sprog som jeg ikke forstod - udover ordet oktober, og så fnyste hun let og lagde Carls pas til side, for at kaste sig over Dortheas provosoriske pas. Da det jo er midlertidigt ligner det jo ikke de normale, men er et stykke papir med pasfarver og laminering, sat i en chartec. Skrankepave nr. 3 holdt det sådan lidt skødesløst op i luften og sagde foragteligt: "Hvor har I fået det her fra?" "Den danske ambasade..som der jo også står der" sagde jeg, forhåbentligt lige så skødesløst, og det sjove var, at hun bare fnyste igen, og spurgte om adoptionspapirerne. Jeg mener, hvis hun virkelig ikke havde set den slags pas før, og vidste hvor de kom fra, så kunne hun vel ikke bare tage mit ord for pålydende. Havde hun mon regnet med, at jeg ville have sagt: "åh det har jeg lavet selv" hvis det var det hun egentlig troede?
Endelig kiggede hun papirerne på Dorthea hurtigt igennem - altså de for hende relevante. Det eneste papir hun hæftede sig ved, var en aftale mellem os og ABBA, der binder os til at sende regelmæssige breve og billeder til dem, som de kan fremvise til Dortheas biologiske mor, skulle hun finde på at henvende sig på et tidspunkt. Denne aftale har INTET med den officielle retskendelse vedr. adoptionen af Dorthea at gøre, og derfor fuldstændig irrelevant for damen bag skranke  nr. tre, men det var dette papir, hun spurgte ind til.

Nåh endelig slap vi ud af Sydafrika, og havde nu kun godt en time til boarding, men vi nåede da lige lidt aftensmad på samme restaurant som vi spiste på for fire år siden. Og herfra begyndte alt bare at gå godt. I flyet fik vi fire sæder, selvom vi ikke havde betalt for et sæde til Dorthea, derudover fik vi også en lift til at hænge på væggen, hvilket betød at både Dorthea og Carl kunne ligge ned hele vejen, da Carl jo så kunne bruge det ekstra sæde. Dorthea sov så godt, at jeg overvejer at anskaffe mig en flysimulator, at putte hende i fremover. Med godt udhvilede børn nåede vi altså til Paris og skiftet her gik også godt, og Dorthea tog så endnu en lur startende ved indflyvningen til KBH.

Selvom man er veludhvilet, kan det godt være hårdt at skulle vente på bagagen.

Al vor bagage var til en forændring også nået frem og vi kunne derefter komme ud til den ventende velkomstkomité, der stod klar med gaver knus og lykønskninger. Det var så dejligt at se al den varme, og naturligvis også lidt overvældende for Dorthea, der tog sig endnu tre lure på vej til Jylland. Her ventede Farmor og Farfar i Spørring, med et rengjort hus, fyldt køleskab og kage og kaffe på bordet - og lidt flere gaver :-) Det er dejligt med sådan en familie.

Vi gik alle i seng kl. otte, og Dorthea sov for første gang hele natten igennem uden at sige en lyd. I dag har hun så toppet det med at tage to lure på hhv. 2,5 timer i formiddag og 1,5 timer i eftermiddag, Jeg tror i det hele taget næsten at hun har sovet mere de sidste 48 timer end hun har gjort i de tre uger vi har haft hende. Lad os bare sige, at hun vist var mæt af indtryk, og skulle bearbejde dem, men jeg er da glad for at hun vælger at gøre det ved at sove.

I dag har vi ellers bare stenet og pakket ud, og så var Carl lige et smut oppe ved sin skolekammerat, og gensynsglæden var stor. Vi har desuden haft succes med afprøvning af både kartoffelmos og havregrød til Dorthea,
I morgen starter Carl i skole igen, og hverdagen er dermed i gang. Dog holder vi så vidt muligt Dorthea hjemme de næste 14 dage i noget der ligner isolation, og så har vi dåb for hende d. 28. september. Magnus har en måneds barsel sammen med os, Så det varer alligevel lidt, før den virkelige hverdag starter, men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg synes vi har fået en virkelig god start på denne del af vores nye liv som familie på fire, og selvom jeg ved/forventer nogle kraftigere reaktioner fra Dorthea jo tættere knyttet hun bliver til os, og dermed også angsten for at miste os igen, som hun jo gjorde med børnhjemmet, så tror jeg på, at vi er rustet til at støtte hende og samle hende op, og jeg er spændt på at se hvad den næste år vil bringe af udfordringer og glæder. - Men det må I høre om på Facebook.

Tak til alle for denne gang, det har som jeg har skrevet før, været dejligt at vide, at I har fulgt os på denne rejse, og jeg glæder mig til at vise mit lille mirakel frem for jer allesammen...sådan hen ad vejen :-)

allergiske overfor flyveture?

Så er vi kommet til sidste dag. I aften skal vi flyve hjem til Danmark, og begynde vort nye familiehverdagsliv som familie på fire. Jeg er nu noget spændt på hvordan  bemeldte flyvetur kommer til at gå, ikke mindst fordi, jeg endnu engang, som da vi rejste herned for tre uger siden, er blevet ramt af en ordentlig omgang forkølelse, og hvis jeg skal forestille mig noget værre end at rejse med fly i denne tilstand, så skulle det vist lige være at rejse med fly sammen med en lille skræmt pige, der ikke har  noget sæde at kunne hvile sig på, men skal sidde hos os hele vejen, Jeg ser altså frem til en 12 timers flyvetur til Paris, hvor jeg kan sidde og genere alle de øvrige passagerer med min hosten og pusen næse, samtidig med at jeg ingen søvn får, og Dorthea formentlig græder hver halve time!!!

Nåh men jeg håber da at de har nogle gode film.

Her hvor vi er på vej hjem til hverdagen er det i øvrigt lige vigtigt for mig her lige at gentage, at selvom Dortheas tilknytning til os og omvendt virker til at gå rigtig godt, så er der stadig tale om en pige, der aldrig har prøvet at have en rigtig mor og far. Det betyder at det i månederne fremover kun er os der bør tage hende op og sidde med hende, skifte hende, made hende og trøste hende. Familie og venner må meget gerne sætte sig på hug til hende når hun sidder hos os eller på gulvet og lege med hende, lave ansigter og dikke dikke, men det er vores favn hun skal lære er den trygge, den der giver tryghed i livet, og det sker altså bedst gennem denne form for isolation.
Vi ved at det kan være svært for mange at forstå eller acceptere, men vi beder jer alligvel respektere vores holdning i dette. Jeres tid skal nok komme, og vi skal nok sige til, når vi fornemmer, at vi kan begynde at løsne lidt op.
Tak for jeres forståelse.

Nu vil jeg udnytte den sidste time hvor panodilerne fra i morges stadig virker lidt, og gå ind og pakke videre. (Note: det er i øvrigt heller ikke særlig optimalt at pakke, når man ikke kan have hovedet nedad!!)

Jeg glæder mig til at se nogle af jer i lufthavnen Kastrup, hvor vi lander kl. 9.05 i morgen.

Så imponeret over El Roi

Vi har i dag været ude at besøge Dortheas børnehjem El Roi. Jeg havde jo allerede af indledende samtale med hendes plejer, samt halvdelen af de 1249 billeder vi har fået med derfra, og som vi indtil nu har fået kigget igennem, fået et billede af, at det var et rigtig godt sted og med plejere der vidste hvad de havde med at gøre. Og det billede blev kun bekræftet, da vi kom ud og så det i dag.

Stedet er et lille sted, der indtil videre, kun har 12 børn ad gangen. Der er to "HouseMoms" der bor fast på stedet, og så så vi mindst tre øvrige "tanter" på vagt. Hver husmor har 6 børn hver, der er "deres". børnene bor tre og tre på små hyggelige værelser, og så har de en fællesstue, hvor de tilbringer det meste af dagen med madning, leg og træning. De havde også lidt udendørsareal. Huset var med stengulv og kampestensmure rundt omkring. Og det hele havde bare i det hele taget en meget hjemlig stemning.

Vi valgte alligevel at tage Dorthea med ind og se hjemmet, og hendes plejer forsøgte på intet tidspunkt at række ud efter hende, eller tage hende fra os. Hun virker som en person, der virkelig brænder for "sine" børn og vil dem det bedste.
Dorthea virkede til at tage det ok, mens vi var der, men her i eftermiddag og til aften, har vi kunnet mærke en reaktion tror jeg. Hun vågner med store spjæt og er meget urolig og indimellem græder hun næsten til det utrøstelige. Det skal nok blive en hård nat.

I eftermiddag, gik børnene og jeg over til det andet gæstehus, med den fede pool, for at besøge hollænderne og evt. danskerne, (og deres fede pool) - fik jeg sagt at de har en federe pool, og at det i dag har været 28 grader varmt?

Hollænderne, der jo havde drengen på 6 som gennem legeaftale skulle være vores adgang til at benytte den fede pool, var ikke hjemme, men det var danskerne, så dem besøgte vi en halv times tid. På vejen ud mødte jeg gartneren, der vist ikke talte så godt engelsk, og spurgte om Carl evt. måtte benytte poolen, medens vi ventede på at hollænderne kom hjem. Det måtte han godt :-)

Sidste på dagen fandt vi ud af at endnu et dansk par var ankommet denne gang til vores gæstehus, og stor var glæden da Carl opdagede at deres dreng på 7 år løb og spillede fodbold i gården. "taler han svensk mor?" "Nej han er fra Danmark" "Taler du DANSK? Spiller du FODBOLD" og så lige her 2 dage før vi skal hjem, det er næsten ondt :-)

Men ellers er hjemlængslen blandet med frygt begyndt at melde sig. Hvor jeg for fire år siden kun tænkte på at komme hjem og i gang med en hverdag, skræmmer samme hverdag mig lidt nu. Vi har haft det rigtig godt hernede, der er rigtig meget tid til fokus på familien og Dorthea, og, indtil besøget i dag, er det kun gået fremad med hendes trivsel, så jeg gruer naturligvis for, hvordan hun klarer hjemrejse og tilvænning til rækkehus, spørring og dansk klima.

Men nu må vi se, jeg har jo heldigvis et dejligt netværk at trække på når det gælder råd, vejledning og et øre at lukke damp ud til når det hele bare bliver for meget :-)

En helt igennem dejlig dag :-)

I dag er det Dortheas fødselsdag HURRA HURRA HURRA. I dag har været en helt igennem dejlig dag. Vi startede den som traditionen er blevet i vores lille familie med at "vække" Dorthea med flag, sang og gaver i sengen, efter hun havde holdt os vågen i en times tid :-)

Så blev der lavede morgenmad med spejlæg, youghurt og brændte pandekager med et lys (sidstnævnte behøver ikke at blive en tradition) 

Og så daffede drengene ellers af på herretur, til det der skulle have været et besøg til en gammel guldmine/forlystelsespark, men som efter at de ved ankomst fandt ud af at parken åbenbart holder lukket om tirsdagen??? - fulgte dem de havde delt lift med til slumbyen Soveto. Det skulle så vise sig at blive en rigtig god udflugt for dem begge, og Carl fortalte energisk ved hjemkomst om alt hvad de havde set og oplevet lige fra at have kørt forbi Sydafrika - og faktisk hele Afrikas største fodboldstadion, over skurbyen med gadekunstnere der kunne slikke deres egen albue til Mandelas hus og restaurant hvor det forelød, at de havde set selve Winnie Mandela kører forbi - eller i hvert fald hendes hår!
Far og søn havde altså en rigtig god dag sammen, hvilket var dem velondt, da der ellers havde været ved at være lidt trykket "nu-vil-jeg-altså-godt-snart-hjem" stemning over Carl.

I mellemtiden nød mor og fødselsdagsbarnet en tøsedag, med skumbad og dans til Shakira og Katie Perry, Og da vi var blevet rigtig fine, gik turen til en Café, hvor Mor sammen med sin bog nød en iced Coffee og en ...cheescake (selvfølgelig) og datter nød en dejlig formiddagslur i klapvognen.

 På vejen hjem lagde jeg vejen forbi det andet guesthouse som ligger på denne gade, hvor de hollændere vi var på safari med i lørdags bor. Det viste sig at dette guesthouse har meget bedre udendørsarealer med legeplads og en lækker REN pool. Så jeg fik lige forsøgt at invitere os selv over i morgen eftermiddag, så Carl kan bade sammen med deres dreng :-)

Vel hjemme igen uden at være blevet overfaldet, hyggede vi lidt med frokost, og så havde jeg inviteret svenskerne fra vores guesthouse til fødselsdagskage om eftermiddagen.

Det viste sig i løbet af snakken, at vi skal med samme afgang hjem på fredag, og også det svenske par på billedet skal helt til Kastrup, da de bor i Malmø, så det er jo lidt hyggeligt.

Resten af dagen gik med at skype med familien, og det er Dorthea da egentlig blevet helt skrap til.

Altså helt igennem en dejlig dag for hele familien, og som jeg allerede har skrevet på FB, så går mine tanker sådan en dag, som den også altid gør omkring Carls fødselsdag til mine børns biologiske mødre. Jeg sender dem varme tanker for at de har gjort det bedste de kunne for deres børn, nemlig at lade dem blive født til trods for de problemer, og sorger det har kostet dem selv, og jeg tænker at Dortheas mor, nok også sender hende en tanke på lige præcis denne dag!

En prøvelse for enhver kontrolfreak.

Puha min tålmodighed blev godt nok sat på prøve i dag. Ikke på grund af Dorthea men i forhold til Sydafrikansk planlægning eller mangel på samme.
For det første var vi som nævnt ved at være lidt stressede over, hvor meget vi egentlig skulle nå i denne vor sidste uge, vi netop er gået ind i. Af det vi fik aftalt med Martie (rejsearrangøren) sidste mandag, at vi gerne ville se i løbet af sidste uge, som af den formidlende organisation netop er sat af til at komme ud at se noget, og derfor ikke indholder officielle arrangementer, formåede hun kun at arrangere lørdagens safari. Bevares vi havde en hyggelig og stille og rolig uge, som helt sikkert har været god for Dorthea, men når der nu var i hvert fald to andre udflugter vi gerne ville have været på, så er det altså bare ikke optimalt, at man kun når en, og så står tilbage her mandag eftermiddag, uden nogen form for kommunikation, fra hende der skulle arrangere for os, og så vide at vi i løbet af de sidste 3 dage (fraregnet fredag, hvor vi jo skal flyve) i princippet skal nå: besøg på Dortheas børnehjem, besøg på ambasade, afsluttende møde med ABBA, fejring af Dortheas fødselsdag, besøg i guldmine/tivoli for Carl og Magnus, besøg i Cultural village for os alle plus de forskellige aftaler vi har lavet med diverse søde mennesker om lige at ses til en frokost eller en kop kaffe!!!!

I dag slap min tålmodighed derfor op, og jeg ringede til Martie for at høre, hvad hun egentlig havde tænkt sig samtidig med at jeg aflyste vores tur i Cultural village,der er et slags levende museum for de forskellige stammer her i SA, Jeg mailede ligeledes til ABBA for at høre hvornår vore officielle programpunkter var skemalagt, responsen for dem begge var heldigvis øjeblikkelig, og i løbet af en times tid, havde jeg fået bekræftet og aftalt program for resten af vores uge her i SA. Problemet for mig at se ligger i, at hende Martie har alt for meget om ørene. Hun har simpeltehen for mange par, at holde styr på, og så skal hun have det hele til at passe sammen. Mit organisatorgen begyndte selvfølgelig straks at sætte en procedure sammen, der kunne få det hele til at køre lidt mere effektivt, og straks jeg havde talt mig varm om emnet, kunne jeg høre min chef Mette Svane grine af mig og sige...Ja det må virkelig være en prøvelse for dig Karina, ikke at have nogen indflydelse på planlægning og organiseringen. :-) Jeg ved godt jeg til tider kan være en kontrolfreak, men i dette tilfælde er manglen på planlægning jo altså blot endt i, at vi simpelthen ikke kan nå alt det vi gerne ville, plus at Magnus og Carl ikke kan være hjemme på Dortheas fødselsdag. Det sidste er fødselaren nu nok ret kold overfor, og vi har planlagt at fejre hende i morgen tidlig, inden Carl og Magnus tager afsted, og så kan det være at jeg giver kage til svenskerne senere på dagen.

Det irritere mig som sagt blot, at vi er afhængige af dette symbiotiske samarbejde mellem ABBA og så et rejseselskab, hvis leder tydeligvis har mistet overblikket. Hvis vi ikke havde været afhængige af hende, havde vi lagt vort eget program, og taget kontakt til relevante personer der kunne hjælpe os på de dage, vi gerne ville afsted, og så var den potte ude, i stedet for at sidde her og vente uden information på at dagene går.

Når det så er sagt, så er tiden hernede godt nok gået hurtigt denne gang, og vi har virkelig nydt den som en slags ferie. Det er helt fantastisk, at have fået lov at få dette billede af Sydafrika, og vi vil bære det i vores hjerte altid. Vejret er også blevet meget bedre, og nu ærgre Magnus sig over, at han ikke har en eneste kortærmet skjorte med :-)

Åh ja så glemte jeg jo også lige, at den endelige sten til, at min tålmodighed løb ud i forhold til sydafrikansk planlægning, var at vi da vi kom tilbage fra vores tur til barberen, hvor Carl var blevet klippet, jeg havde fået massage og plukket øjebryn og Dorthea havde fået taget pasbillede (vi fandt ved samme lejlighed i øvrigt ud af at den alsidige barber også var kunsthandler og kopicenter) blev vi mødt af en åben dør ind til vores lejlighed, hvor rengøringspersonale igen var igang med den store tur. For det første var de der I MANDAGS, For det andet: hvor svært kan det være at organisere faste dage, for hvornår de har tænkt sig at komme og gøre rent! Giv os ved indkvartering to faste dage om ugen, eller hvis det er for svært at overholde, så giv os en note dagen før: "I bedes være opmærksomme på, at jeres lejlighed vil blive gjort rent i morgen mellem 10 og 12" Så kan man forberede sig, For eksempel lige have ryddet det værste op, taget opvasken! Man kunne have planlagt dagen efter det, i stedet for som i dag, at vi måtte afsted igen tilbage til samme center, og spise bruch og satse på at Dorthea kunne tage sin lur i en klapvogn - det kunne hun så heldigvis godt!

Nåh det var vist en masse damp, jeg lige fik lukket ud. Men som sagt, er jeg nu rolig, for nu har jeg overblik over resten af ugen, og jeg glæder mig til at fejrer min babys første fødselsdag i morgen.

Tak fordi I læste med så langt :-)

Systemkritiker eller mønsterbryder?

Så kom sandheden frem! Jeg må erkende, at jeg har fået en datter, der er modstander af systemer, regler og normer. Jeg ved ikke om jeg kan lære at leve med det, eller også må jeg blot lave et endnu mere kompliceret system, der kan beskrive hendes søvnrytme, måske skal jeg tillære mig nogle større algoritmefunktioner i excel.

Faktum er i hvert fald, at Dorthea igen i nat har vist sig fra sin eksemplariske side, og været sød til at falde i søvn igen, hurtigt hver gang jeg har haft hende oppe. Hun tog sågar to timer i træk fra halv to til halv fire, og derefter igen til halv syv. Dette passer som sagt overhovedet ikke med min hver-anden-nat-teori, og jeg er sikker på at hun gør det med vilje, blot for at stresse sin organisatoriske mor. :-)

Nu vil vi gå op og se, om vi kan få taget et pasfoto af Dorthea, og evt, samtidig få en klipning til Carl, nu hvor det hele åbenbart foregår i the barber shop. 

En løve i skyggen - eller skyggen af en løve?

Først vil jeg lige proklamere at min systemterori om hver anden nat, stadig holder stik. Natten til lørdag, var således præget af denne gang hele to frustrerede forældre, idet jeg til sidst måtte vække Magnus og bede ham tage over i frygt for at komme til at tabe Dorthea på gulvet, så træt var jeg af at vade frem og tilbage med hende, Heldigvis var natten jo ikke så lang, for vi skulle jo allerede op igen kl. 6 og ud på safaritur. Der var dog ikke megen morgentræthed at spore hos familien, til trods for den systemfølgende urosnat.

Nåh men færdige blev vi alle og kom ud næsten til tiden til den ventende minibus, der skulle køre os og et hollandsk par, der også havde en dreng på 6 år, til Pilansberg National Park, Der var to timers kørsel ud til parken, og denne del klarede begge vore børn rigtig flot. Dorthea ved at lege lidt med sin sko, samt lave spruttelyde til billederne af Mormor og morfar samt Farmor og farfar - jeg tror I skal tage det som et godt tegn - og Carl ved at spille FIFA og råbe hello og pege ad og til den hollandske dreng, der (heldigvis) heller ikke kunne et ord engelsk, Ja ja, det er to meget intelligente børn vi har. Turen ud til parken gik altså godt. Det var straks værre for Carl, da vi først påbegyndte selve safarien. Efter ca. et kvarter udbrød han: DER ER JO IKKE EN SKID DYR I DENNE HER PARK, hvorefter han systematisk begyndte at spørge, hvor længe vi skulle sidde i bilen, og hvornår vi skulle have frokost, og om det evt. kunne blive på McDonald. Hvad  kan jeg sige: Tålmodighed har vist aldrig været en af hans helt store dyder. Jeg har en fornemmelse af, at den største begivenhed for ham på turen var, at alt den tid, vi kørte rundt inde i parken, behøvede han ikke at sidde i sele, da vi jo kørte langsomt rundt, og det var vigtigt at kunne rykke frem og tilbage, for at få øje på dyrene fra bilen.

 

Og vi så da nogle dyr, selvom jeg må indrømme at også jeg var lidt skuffet over, ikke at komme tæt på hverken elefanter, giraffer eller løver. Sidstnævnte påstod både guide og hollænderne at de så i en skygge under et træ, hvor den lå og spiste en død flodhest (jeg håber i hvert fald at den var død) - Jeg kunne godt se en skygge!!! Men hollænderne havde nogle virkelige gode kameraer, og de tog et zoombillede, hvor man måske godt kunne argumentere for, at der var et væsen, der til forveksling kunne ligne en løve. 

Elefanterne "så" vi ligeledes på den modsatte side af den sø, hvor vi fandt en masse flodheste og vortesvin. Disse elefanter tog for mig form af en grå masse, der ligesåvel kunne have været nogle klipper, men jeg må jo bøje mig for zoomteknologien og guidens instinkt. 

Men af de dyr vi faktisk så close up, var der især tale om næsehorn, flodheste vortesvin, gnuer og så sådan nogle afrikanske elge, som jeg tror er en slags antilope.

 

Man kunne også se forårets spiren på savannen, i det flere af dyrene havde unger, fx så vi den mest bedårende babyflodhest ligesom jeg må skuffe Timmon og Pumbafans med, at Pumba tilsyneladende har fået sig en lille familie, og dermed nok ikke har tid at lave flere film foreløbig.

Vi spiste frokost på en restaurant midt i parken, hvor vi også mødte det andet danske par, der lige er ankommet for at adoptere deres første barn på mandag. Det var dejligt at snakke med nogle danskere, og jeg håber vi får tid at mødes lidt i næste uge, omend vores program begynder at blive lidt presset for den sidste tid hernede. Men for at færdiggøre safarituren, var det som sagt lidt skuffende, at vi ikke så nogle af de mere spændende dyr lidt tættere på, og der var nogle gange langt mellem at vi overhovedet så nogle dyr, og så må jeg da give Carl ret i at 8 timer i en minibus er længe at køre rundt i. Men som vi sagde til den noget beklemte guide, da han satte os af, så kunne vi jo være taget i zoo, hvis vi ville være sikre på at se dyr. Det der er fascinerende er jo at se den afrikanske natur, og dyrene i deres naturlige habitat, og det synes jeg virkelig at man fik et indtryk af, selvom det jo var en nationalpark, men som I måske kan se på billederne, er det en temmelig stor en af slagsen.

Det var altså alt i alt en dejlig dag, med to trætte børn, og en efterfølgende nat, der helt i overenstemmelse med skemaet, ikke var frygtelig.

Syntes i øvrigt at Carl må se at bestemme sig: lørdag syntes han at vi kørte for meget, og fredag syntes han at vi gik for meget - der var vi nemlig på sightseeing til union building i Pretoria til fods og med klapvogn.

Ja det er hårdt at være på sightseeing, men heldigvis er der jo altid en belønning for enden af strabadserne

 Og lur mig så i øvrigt om han ikke i dag synes at vi har SIDDET for meget, da vi valgte at tage afsted alle fire til tysk gudstjeneste i den lutherske kirke, hvor vi i øvrigt fik bekræftet at Dorthea sover ganske udmærket til lyden af tyskprædiken og orgelmusik, måske vi skulle afprøve det i nat ;-)

Vi har meget at takke Gud for

Med to trediedele af turen bag os kommer jeg til at tænke på, hvor meget vi har at takke Gud for. Han har skænket os en datter, som bringer så meget kærlighed og glæde i vores lille familie, at vi ikke havde troet det muligt, for vi følte os da ret velsignede i forvejen :-) Som jeg sagde til min søster den anden dag: Jeg elsker min nye datter af hele mit hjerte fra 8.00 om morgen til 3.00 om natten - den resterende tid er et spørgsmål om viljen til at elske :-) Ej det er bare pjat, og forresten har min naturlige hang til at lave orden og systemer i alt ting bestemt sig for, at det ca. passer med at hver anden nat er god og hver anden hård. Jeg har således været oppe en fire fem gange igen i nat, men det har været kortvarige afbrydelser, hvor jeg har taget hende op, vugget hende lidt, og lagt hende igen, og så har hun sovet i en time eller to igen. Og det har jeg intet imod! Nåh men der er jo nogen der påstår at børn har det med ikke at rette sig efter de systemer man prøver at sætte dem i, så jeg behøver jo ikke gå ud fra, at natten i nat bliver hård. Faktisk vil jeg virkelig bestræbe mig på det modsatte, da vi i morgen skal afsted kl. 7.00 på en heldagssafaritur til Pilansberg, så da må både hun og jeg, gerne være nogenlunde udhvilede.

Men vi har mere end blot eksistensen af vores datter, vores søn, vores familie og  min  nylige gode nattesøvn at takke Gud for. Der er også noget med timing.

Vi har lige kunne læse på DanAdopts hjemmeside, at de der står på venteliste til SA, skal indstille sig på, at skulle opholde sig i min. 3 måneder i landet i forbindelse med henterejse. Det er dog ved at blive undersøgt om den ene af forældrene kan rejse hjem tidligere. Jo tak, jeg skulle nødig sidde hernede helt alene, uden mulighed for at kunne handle større ind, og med en lille ny, og evt. med undværelse af den store. Derudover er der jo også det økonomiske aspekt i, at man jo ikke har hjemtagelsesorlov i mere end 4 uger, dvs. at en sådan tur ville betyde to mdr. uden indkomst, hvilket reelt ville hæve prisen på adoptionen med omkring 60.000kr. Det uden tvivl have slået bunden ud af vor økonomi, og vi ville have været nødsaget til at genoverveje familieforøgelsen. De nye regler træder i kraft fra 1. oktober, Men man vil ikke matche nogen børn i oktober, fordi man vil vente med at se, hvordan reglerne kommer til at fungere i praksis, og om man man evt. kan finde et smuthul for udenlandske adoptioner. Mine tanker går til de frusterede par på ventelisten, og jeg beder for at der må kunne findes en løsning.

Men for os er der blot at sige: Jo vi har meget at takke Gud for.

Forårsstemning i Sydafrika

Lige en lille forårsopdatering. Foråret kom jo til Sydafrika d. 1. september, og det er blevet rigtig lækkert om eftermiddagen her i Pretoria. I dag var vi igen i parken, hvor vi spiste frokost med Magnus´ gamle studiekammerat fra Fort Wayne, på den café tæt på legepladsen, hvor vi tidligere har været ovre at spise is. Derefter gik vi ned til legepladsen, hvor Carl hurtigt fik kontakt til en Sydafrikansk dreng, og de legede rigtig godt i en halv times tid.
Vi andre nød bare vejret i fulde drag, og med stort overskud, da natten er gået over alt forventning. Vi valgte at give Dorthea lidt øllebrød til aften sammen med hendes flaske, for at hun skulle være mere mæt, og så lagde vi hende i sleepyback, i hendes egen seng, for at hun kunne få mere ro til at sove, samtidig med at hun med sleepybackens fiksering bedre kunne mærke sin omverden og dermed sig selv, i stedet for at ligge og sparke og slå på sig selv. Om der var nogle af disse tiltag der virkede, eller om der blot var tale om en tilfældighed, er der vist ikke nok statistisk materiale til at fastslå, men resultatet var i hvert fald, at hun for første gang sov næsten 5 timer, før hun vågnede første gang, og derefter vågnede hun vel en tre-fire gange, men hver gang kunne jeg rigmelig hurtigt få hende til at falde til ro, ved at tage hende om eller rokke hende lidt i krybben.

Hun vågnede også først 7.30, hvilket også var helt vildt, til gengæld har det igen været så som så med hendes lur både til formiddag og eftermiddag, så det bliver spændende at se, hvordan natten går. Men ellers vil jeg også bare sige tak for alle de opmuntringer, jeg har fået fra jer gennem diverse medier, det er dejligt at vide, at der er så mange der tænker på os.

Tilsidst blot lidt billeder med forårsstemning fra i dag.

         Dette billeder er i øvrigt fra vores gæstehus. Vi bor i lejligheden til venstre i stueetagen

På vej hjem fra parken, stødte vi på understående reklame på et busstoppested. Måske det var en ide, Magnus skulle sende videre til Krifas marketingsafdeling :-) Det er jo ikke så tit, Magnus støder på reklamer for sit speciale i arbejdsskader!

Sådan skriver du en kommentar

Hermed en teknisk information fra den nybagte fader.

Flere har spurgt, hvordan man skriver kommentarer. 

Man skal for det første ind på det enkelte indlæg, man vil kommentere. Det gør man ved at klikke på overskriften på det, man gerne vil kommentere.

For det andet går man ned i bunden og finder kommentarfeltet, hvor man skriver sin kommentar.

For det tredje skal man vælge en profil, f.eks. anonym, før man kan udgive sin kommentar. Jeg tror, det er dette punkt, nogle måske springer over.

Endelig trykker man på "Udgiv".

Er bare så træt

Det bliver værre og værre - i nat ville Dorthea ingenting overhovedet. Det virkede som om, at uanset hvad jeg gjorde, VILLE hun bare ikke sove. Først på natten gik det nogenlunde, eller også opdagede jeg bare ikke at hun var vågen, men fra ca. 2.30 har vi leget den leg der hedder, "jeg gider ikke sove" Enten lå hun og rev mig i håret eller sparkede mig, eller også klynkede hun. Kun de par gange jeg tog hende op og gik med hende faldt hun til ro, men så snart jeg lagde mig igen, begyndte det forfra. Midt i det hele, kaldte Carl også et par gange - han svedte, han havde ondt i maven.
Jeg kan godt klare at mine børn vågner om natten, og jeg hjælper dem gerne med at falde til ro igen, hvis jeg da for pokker bare vidste hvad der skulle til. Problemet er jo også, at Dorthea selvfølgelig bliver mærket af alt den søvn hun mangler. Formiddagsluren og eftermiddagsluren er også halveret til en time i forhold til hvad hun plejede at sove, og vi kan mærke at hun bliver sværere og sværere at holde i godt humør i løbet af dagen.
Samtidig har hun svært ved at komme af med sin afføring, så deg giver også nogle tudeture.

I denne uge håber vi på at komme på nogle ture, bl.a. er der arrangeret heldagssafari på lørdag, så det er jeg noget spændt på hvordan kommer til at gå, hvis natten før bliver ligesom i nat.

Jeg fik dog pænt lov af min kære mand at sove længe igen i dag, efter han havde taget børnene med ind i stuen, men på lørdag skal vi altså afsted kl. 7. Vi kan jo så bare håbe på, at Dorthea gider sove lidt i bilen.

Nåh lidt morgensurhed fra not so much supermom, og så kunne det være jeg skulle til at få noget morgenmad...her kvart i 12...og måske også i bad!

Samtale over spisebordet

Til jer der ikke er på facebook, kommer lige en genganger. Carl og Magnus fører en dybsindig samtale med Dorthea over spisebordet.

Jo jo - hun skal nok blive en stor debatør!

Derudover kan jeg fortælle at Carl i dag, har leget rigtig godt med den svenske nabodreng, omend sprogbarriererne stadig irriterer ham grænseløst. Vi kæmper også stadig med større frekvens af klynkende opvågning fra Dorthea om natten, hvor det kan være svært at få hende til at falde til ro igen. Men jeg tager det som et godt tegn på, at hun reagerer på os og alt det nye, og gerne vil have os tæt på.

Magnus har i dag været til tysk gudstjeneste i den lutherske kirke på den anden side af gaden. Jeg blev hjemme med børnenemen kunne da gudstjenesten var færdig nyde tonerne af hornmusik deroverfra der spillede lutherske salmer i gården under kirkekaffen - det skal vi have indført derhjemme menighed :-)

I næste uge håber vi på, at kunne komme på nogle ture, men ellers tager vi bare en dag ad gangen, og Carl er begyndt at tælle ned til vi skal hjem igen - 12 dage hvis nogen skulle være i tvivl!

Godnat herfra!

Høj på shopping og Cheesecake

Elsker de sydafrikanske priser. Almene dagligdagsvarer er egentlig ikke så meget billigere end i DK, men i dag kom tog vi så hen til et kæmpe shoppingcenter, som vi dog kun fik set en brøkdel af tror jeg. Det var nærmest lige så klaustrofobisk og svært at finde rundt i som Lyngby Storcenter, men hvad skal man også med en masse butikker, når man kan få det hele i Ackermans!

Mor blev sluppet løs i en godt en time, mens resten af familien gik på seafoodrestaurant, og her er resultatet:

Ackermans er en butik med børnetøj og sko mm til lidt mindre end H&M priser men med lidt flere farver end lyserød. og jeg fik købt tøj for ca. lige præcis 500 kr. til hver af ungerne. Det blev i alt til 50 dele tøj til 1000,- og heribland iregnet fire par bukser til Carl, en træningsdrag og en efterårs/vinterjakke. Jeg var så høj efter den oplevelse, at jeg helt glemte at ærgre mig over at jeg ikke har fået købt noget til mig selv :-) - altså andetsteds i centeret, men måske jeg kan lokke en af de svenske koner med på en shoppetur en anden dag.
Til gengæld kunne jeg tidligere på dagen fryde mig over at kunne levne (til Magnus selvfølgelig, der er min og Carls private madskraldespand) et kvart stykke cheesecake på en cafë vi startede ud på. Tænk jer et så stort stykke cheesecake, at JEG blev nødt til at levne, og så kostede det kun.... 15 kr. PÅ EN CAFÉ

Ja der er mange goder ved Sydafrika. Vi fik også lagt besøget forbi en legetøjsbutik, hvor Carl fik udbygget sin hjelmsamling med denne sag, der kun kan gøre onkel Tobias misundelig.

Som I kan se, syntes den omsorgsfulde storebror, at han også blev nødt til at forsyne lillesøster med en camuflagehjelm, så hun ikke skulle blive ramt af de imaginære luftangreb.

Lillesøster kunne dog som som ofte set i denne uge, ikke helt forstå at sætte pris på storebrors omsorg.

Nåh men ellers må jeg hellere se at komme i seng, jeg har endnu engang haft en nat fuld af afbrydelser fra enten den ene eller den anden af mine børn - og så lige en enkel fra manden der huggede hele dobbeltdynen. Vi har i nat forsøgt os med at have Dorthea i sengen hos os, for hurtigere at kunne berolige hende, når hun vågner og klynker i sengen, med det resultat, at jeg kun fik lov at sove på den ene side, hver gang jeg fjernede min arm fra hendes side, begyndte hun at pive. Dejligt at være påskønnet, men også lidt hårdt ikke at kunne omlejres. Nåh vi prøver igen i nat, og så må vi jo se hvordan det går.

Så skulle der være åben for kommentarer

Har ikke så meget at rapportere fra i dag. Det har været endnu en stille og rolig dag hjemme på guesthouse, med en datter der har spist og sovet uden de store konflikter, omend med hun stadig ikke sover så  meget jeg gerne ville have hende til. Til gengæld har jeg overvejet at flytte til Finland. Jeg har i eftermiddag siddet og snakket med en finsk kvinde, der rejser hjem med sin nye datter i dag, og hun fortalte, at de i Finland kan blive hjemme ved deres børn indtil barnet er tre år, til 60 % af deres løn - wow!!!

Nåh men det var jo også bare lige et kort indlæg for at fortælle at jeg fikset indstillingerne på bloggen her, så også de der ikke passer marsvin, kan lægge kommentarer, hvis de ønsker det.

I morgen skal vi afprøve Dortheas shoppegen, selvom vi allerede HAR konstateret at hun er en pige:

Citat:
Magnus: Jeg forstår det ikke! Når hun græder over noget, og så taber sutten, og så får den igen, så holder hun op, selvom det der gjorde hende ked i første omgang ikke er ændret???
Karina: Hun er en pige! - Piger behøver ikke nogen årsag for at græde, eller nogen løsningsforslag, vi vil bare trøstes :-)

En ny datter og en ny kone??

Så kom dagen hvor vi fik rettens ord på, at vi nu er en familie på fire. Det gik rigtig godt det hele. Dorthea var lidt træt og utryg i starten i autostolen, men hun tog det pænt det hele, og det gjorde Carl også, der var blevet påtvunet at stikke sin hvide skjorte ned i bukserne, på dette vigtige sted og på den vigtige dag.

Der var en højtidlig stemning i retssalen, mens dommeren kiggede en masse papirer igennen, og vi skrev under. Der blev først sagt noget helt tilsidst, da dommeren sagde, at nu var alt i orden. Grunden til at dette skulle understreges, var åbenbart at vores social worker, var kommet til at copy-paste fra to forskellige sager, hvorfor mit navn et af stederne i dokumenterne var byttet ud med en anden kvinde. Dommeren havde heldigvis opdaget dette, da han tidligere havde læst papirerne igennem, og havde ringet og spurgt vores social worker, om det skulle forståes sådan, at Magnus havde to koner!! Det er da godt at retsvæsenet i Sydafrika er så grundige :-) Tilsidst sagde dommeren meget hjerteligt og højtidligt tillykke til os, og at han håbede at vi ville blive en glad og velsignet familie, og han kunne se, at vi allerede var det.

Resten af dagen her, gik stille og roligt, og jeg tog en pause fra fænglset, og gik en tur op til det lokale supermarket - alene! Det var skønt, og jeg må sige, at jo længere tid der går, jo mere begynder jeg at sætte pris på vores relativt sikre land - hvor en kvinde kan gå på gaden som hun vil - når hun vil, i hvert fald i Spørring, og hvor ens hus ikke er en brandfælde af låste gitre om aftenen.

Her til aften har vi grillet med vore svenske naboer, og det var også hyggeligt, Carl fik endelig taget sig mod til at lege lidt med det ene pars dreng, der viste sig at være fem år. Jeg håber at det kan lykkes at de to kan få lidt ud af hinanden, mens vi er her, omend Carl har en stor blufærdighed overfor børn han ikke kan forstå hvad siger. Dorthea var i øvrigt meget træt (har igen kun nuppet ca. halvdelen af det søvnbehov hun plejer) Og igen måtte jeg trave en halv times tid op og ned af gulvet, før jeg måtte give op, og lægge hende i sengen, hvor hun faktisk blev liggende uden at brokke sig, og faldt i søvn ca. en halv time senere. Vi skal bare have det til at fungere hernede, og så påbegynder vi tilknytning og nye sovevaner derhjemme. Og i aften var det altså at lade hende ligge alene i krybben der virkede.
Det positive ved disse traveture er at jeg får udviklet mit kreative sangtalent, og har således allerede fået digtet to lutherske vers til den kendte børnesang "Jesus elsker alle små" - manden er meget stolt af mig :-)

I morgen tror jeg, jeg vil forsøge mig med at bade hende. Vi har gradvist skiftet hendes tøj, så hun i dag var i for hende helt nyt tøj. Det er gået okay, men jeg har også kun gjort det, fordi vi var så heldige at få et yndlingstæppe plus en sutteklud med fra børnehjemmet. Det bruger vi til at svøbe hende i når hun skal sove, samt når hun sidder og leger, så der er nogle velkendte dufte tæt på. Jeg har også været ude at købe den shampoo, de bruger på hjemmet, så nu må vi se hvad hun siger.

Det var vist det for nu, og så vil jeg jo ellers lige lægge nogle flere billeder ud som lovet, selvom Magnus godt nok allerede har afsløret de bedste på FB :-)

Man skal passe på hvad man ønsker sig.

Carl blev 7 år i går. Det blev desværre ikke en helt så super duper dag, som jeg gerne ville have haft det til at være. Det skyldtes vist ikke mindst at jeg nærmest ikke havde sovet natten forinden. Egentlig ikke fordi Dorthea var vågen, men fordi jeg vidste at hun ikke ville græde hvis hun vågnede, og derfor var jeg bange for, at jeg ikke ville opdage det, hvilket resulterede i, at jeg vågnede hver gang hun sagde det mindste suk, vendte sig, eller i øvrigt lavede en lyd. Derudover vågnede Carl også et par gange fordi han enten frøs eller svedte, og sådan vågnede jeg til Carls fødselsdag uden at være noget der lignede udhvilet, men vi kom da igennem dagen med morgenmad på sengen, gaver og samling af gaver (LEGO). At Dorthea så også valgte dag 2 til at begynde at vise at hun såmænd godt kunne græde, sådan som jeg havde ønsket, hjalp jo ikke. Hun ville IKKE sove eftermiddagslur, og var således totalt træt inden vi overhovedet var kommet op på den pandekagerestaurant som vi skulle fejre fødselsdag på. Der gik endnu lidt forældretræthed i det, da vi valgte at starte en konflikt over Carls spisetempo da han ikke kunne lide nogle af de pandekager han havde valgt. Og jeg tænkte bare, at vi skulle se at komme hjem, så jeg kunne få puttet Dorthea. Men da vi så endelig var kommet hjem var pigen så overtræt og bange og forvirret, at vi igen ikke kunne få hende til at falde til ro. Først da Magnus havde travet op og ned af gulvet i godt en time syngende alle de salmer han kunne huske - og formentlig et par stykker han ikke kunne. Faldt hun til ro - eller om kuld - og kunne lægges i sin seng.
Hun vågnede stadig et par gange i løbet af natten og klynkede lidt, og jeg trøstede hende i hendes seng. Jeg valgte dog at lægge mig til ro selvom jeg faktisk er sikker på at hun ikke sov, for nu ved jeg at hun godt tør græde, hvis hun mangler trøst, så jeg lod hende ligge og lege lidt med tøjbamserne mens jeg selv faldt i søvn.

Jeg var således mere udhvilet i dag, og i dag har bare været en super duper dag - lidt forsinket men hva skidt.!
Vi startede dagen med begge børn i sengen - sååå hyggeligt, og Magnus løb en tur, mens jeg hyggede mig med leg og morgenmad med børnene. Senere fik jeg lynhurtigt Dorthea til at sove formiddagslur, og tiden blev brugt på at rydde op, fordi jeg havde lovet værtinden på gæstehuset, at hun kunne komme til at gøre rent her i dag. Planen var, at vi skulle gå i parken imens. Og så brugte vi så også tiden på at finde ud af, hvorfor Magnus visakort var blevet spærret - PÆNT pinligt at finde ud af når man skal til at betale for 5 gange pandekager, at der ikke er dækning på kortet. Det viser sig så, at vores visakonto er sat så snedigt sammen, at man "kun" kan hæve op til 20.000 kr. på 30 dage, hvis betalingen sker i eller til udlandet. Så når vi har købt vore flybilletter direkte ved KLM d. 19. august for knap 16.000, så er der ikke et ret højt loft til en tre ugers ferie bagefter!!! Vi følte os derfor noget presset at kun at have et slunkent Mastercard til rådighed velvidende at vi i dag skulle betale accomodation for ca. 8000,- og senere også skal betale for alle vore transporter til lufthavnen mm. Heldigvis kom netbank os til hjælp og efter et par forsøg eller fire, lykkedes det os, at få betalt accommodation via bankoverførsel, så vi er sikre på at vi har penge nok til souveniers til jer alle :-)

Parkturen gik rigtig godt. Vi havde et tæppe med, og sad og spiste frokost ved en legeplads hvor Carl kunne lege, og Dorthea kigge på. Senere tog Carl og jeg en fodboldkamp, og vi endte med at gå hen på en lille café der lå i parken, og spise is - note til mig selv: en et-årig, hvis mælk og grød altid er lunkent, synes ikke det er sjovt at få is i munden!!!

Vi gik hjem, og prøvede nok engang, at få Dorthea til at sove eftermiddagslur. Hun var dog helt klar mere med på at holde fest, og jeg opgav hurtigt, men lod hende ligge og lege i sengen ved siden af mig, mens jeg selv tog en slapper med min bog, og kunne ae hende lidt på maven samtidig. På et tidspunkt lagde jeg hende dog hen i hendes egen seng, og tænkte at så kunne hun da lige ligge der og slappe lidt af i en halv times tid, og så skete det fantastiske nok engang, at hun begyndte at græde, da jeg forlod rummet. Ja det lyder måske mærkeligt for de af jer, der ikke selv har skullet fortjene jeres børns tillid, men når jeg nu ved at Dorthea er vant til at skulle falde i søvn selv, og at hun så viser sin utilfredshed ved endda at græde, fordi jeg forlader festen allerede på 2.dagen, gør mig altså bare helt blød om hjertet, så jeg lagde mig selvfølgelig ind igen, uden dog at tage hende ud af sengen, men lagde mig bare ved siden af, hvor hun kunne se mig gennem nettet, og læste min bog, mens jeg af og til smilede ned til hende. Jeg havde lige besluttet mig for, at tage hende op kl. 16. hvor hun så ville have fået omkring en times hvil, men da jeg så ned til hende, var hun faldet i søvn. Vi prøvede at give hende hendes aftenflaske da hun havde sovet en time i håb om, at hun blot ville sove igennem som resultat af den manglende søvn fra i går, men den gik ikke og hun vågnede, og vi måtte tage hende op. Det viste sig dog at være en rigtig god ide, i det, vi lige havde lovet Carl at vi begge ville se LEGO - Clutch Power filmen på computer sammen med ham, og jeg valgte så at tage Dorthea med, Det blev til sådan en hyggelig familiestund. Dorthea hyggede sig og lavede de sødeste små grin og hvin når vi skiftevis sad og kildede hende på maven eller når hun bar sad og legede med sin rangle. Hun sad ved siden af Carl, og blev bare ved at klappe ham på ryggen og hive ham i tøjet, og Carl lod hende gøre det, og returnerede med at kilde hende og tage hende på skødet. Carl er i det hele taget helt vild med at give hende mad og lege med hende, han finder sutter og legetøj til hende og legede med hende mens mor og far lavede mad. Det er bare så dejligt at se.

I det hele taget har hun bare været så glad i dag, og det samme har Carl, og når børnene er glade er mor og far det også :-)
Som enden på en perfekt dag, tog det mig kun 15 min og en flaske at få Dorthea til at falde i søvn i aften!!

Alt er super duper........(syng med hvem der kan)

p.s. eneste minuser ved dagen:
1. værtinden kunne alligevel ikke nå at komme og gøre rent, hvorfor jeg skal have ryddet op igen i morgen, inden vi tager til Thembisa for at komme i retten.
2. Der er åbenbart en vigtig rugby eller fodboldkamp på det nærliggende stadium, hvilket betyder båthorn, sang og politi i gaden hele aftnen, og formentlig også natten.

P.SS Jeg regner med at ligge nogle billeder på bloggen i morgen, når Dorthea Thembeka er blevet vores datter rent juridisk. Vi har desværre glemt vores batterioplader til kameraet, så jeg er ikke sikker på, hvor mange billeder jeg kan nå at tage hernede.

Hun sover godt nok meget - eller også gjorde hun ikke!

Så blev det endelig mandag dagen vi alle havde ventet på, nogle med mere tålmodighed end andre!! Dagen startede som enhver anden, med en løbetur for Magnus, og tegnefilm i sengen for Carl og mig. Og efter at have rykket rundt på møblerne og tjekket opvasken et par gange eller 100, samt svaret hvert 4 minut på, hvor mange minutter, der nu var tilbage, blev der banket på døren kl. 10.05, og ind kom vores kontaktperson Lizl og en socialworker. Thembeka var ude i gården sammen med sin plejer fra børnehjemmet. De spurgte om Carl ville med ud at hilse på lillesøster som den første, og det ville han gerne. Vi kunne dog se på den video Lizl havde optaget af ham, at det vist var lidt for overvældende for ham at være der alene, mest fordi han ikke forstod hvad de sagde til ham, og spurgte ham om, som fx om han ville komme lidt nærmere ville kysse hende osv. Han stod fuldstændigt som forstenet, og viste dem så lidt efter tilbage til os.
Vi stod jo spændte og ventede og ind kom de så med vores skønne lille datter. Hun så noget betuttet ud, men hun var også lige blevet vækket af sin formiddagssøvn. Hun kommer over til mig, og sad ganske apatisk som man kan forvente af en lille 1-årig i chok. Men hun faldt nu lidt mere til ro, og de tre "gæster" lod os få nogle minutter alene som familie, før de kom ind igen, og plejeren begyndte at fortælle. Jeg kan ligesågodt sige med det samme at jeg er bare SÅ taknemmelig for alt, hvad El Roi har gjort for min lille pige. Det lader til, at hun virkelig har fået alt hvad der overhovdet kan forventes af et børnehjem af knus, kys og kærlighed. Dette viste sig meget tydeligt i plejerens omtale af Thembeka, og alene i alle de små detaljer der fulgte overdragelsen. Plejeren havde således lavet en scrapbog til Thembeka med billeder og tekst fra hendes tid på El Roi, hun havde også inkluderet en "brugsanvisning" til os, i form af en meget detaljeret dagsrutineplan, og så var organisatoren her jo i sit es - JEG ELSKER LISTER!!
Problemet er jo så bare når ungen ikke selv vil følge brugsanvisningerne og fx falde i søvn kl. 17.30 men holder fest indtil kl. 21!!!!! Men det er en senere historie :-)

El Roi havde ligeledes medbragt en cd-rom, med MANGE billeder af Thembeka fra hele hendes tid på hjemmet. Vi har i bogen også navne på plejere, venner og så fortalte hun meget varmt om, hvordan de havde bedt for hende og os siden de fik hende sidste år. Hun var meget glad for det navn vi har givet hende, Dorthea, der betyder Guds gave. Endelig fik vi en mappe fuld af dagsrapporter fra hendes tid på El Roi (man skal åbenbart dokumentere ligesåmeget i forsorgssektoren i Sydafrika, som man skal i Hospitalsenhed Midt)

Der blev taget video og billeder af hele seancen der vel varede omkring 45 min. Kort efter faldt Dorthea i søvn på maven af Magnus, og mens Carl og Magnus gik ned efter pizza og indkøb, gav jeg hende flaske, og legede lidt med hende på gulvet. Jeg blev belønnet med de dejligste smil, da hun fik fat i mine solbriller at lege med - ja det var vist også det eneste der mindede om overdragelsen af Carl for fire et halvt år siden - deres begejstring for solbriller. Efter lidt succesfuld puréspisning, var det ifølge brugsanvisningen tid til at sove igen, hvilket, Carl absolut ikke var tilfreds med, da han kom hjem lidt efter. "Hun sover jo hele tiden!!" Hvor til jeg jo kun kunne sige ja, ja det gør hun. Da hun ikke lod til at kunne falde i søvn i sin nye seng, tog jeg hende op at ligge i min arm igen, og der faldt hun til ro med det samme. Vi sov begge et par timer, og så var det tid til at lege med den tålmodigt ventende storebror. Det var rigtig hyggeligt, og vi skypede også med Mormor og morfar samt Farmor og Farfar. Efter endnu en flaske, var det ved at være tid til putning for natten, men så slap vort held også op. Først prøvede jeg den allerede to gange succesfulde teknik med at putte sammen med hende. Det hjalp ikke. Så lagde jeg hende i sengen som beskrevet i brugsanvisningen, der lå hun også blot og stirrede og sagde nogle lyde, og legede lidt med sovedyrene (note til Helle og I andre sekretærer der læser med, så er enhjørningeflodhesten, blevet taget vældig godt imod :-) )
Hun lå for sig selv mens vi spiste aftensmad, vi prøvede med musik, vi prøvede at tage hende op og putte med hende i vores seng igen, jeg gik rundt med hende og sang og vuggede, vi gav hende hendes natflaske kl. 20 og vi puttede noget mere - pigen holdt stadig bare fest. først lidt i ni, efter jeg havde givet hende lidt mere mælk, fordi hun havde hikke, faldt hun sammen på min mave, og sover stadig inde i vores seng.

Jeg er selvfølgelig glad for at hun viste én eller anden form for reaktion på dagen, ved ikke at ville overgive sig til søvnen. Det virkede bare heller ikke som om hun var ked af det, men snare at det hele bare var lidt for spændende. Hun kigger også efter Carl, hver gang hun kunne høre hans stemme, hvilket jeg synes er vidunderligt, ligesom hun også lodt til at kigge efter mig, da jeg havde rejst mig fra forsamlingen på gulvet for at lave flaske.

Nåh men jeg er sikker på/håber på, at hun ikke bliver ved at være så relativ nem, som vi har set hende i dag, men omvendt er jeg også mega lettet over, at det hele gik så godt, at mit hjerte har åbnet sig for hende, og at hun virker til at have interesse for at lære os at kende.

Nu må jeg hellere gå i seng, så jeg kan være klar til at give Carl en SuperDuper syvårs fødselsdag i morgen, sådan ind imellem alle lillesøsters kedelige middagslure.

Et nyt syn på Durban

Lørdag tog vi jo så vores meget omtalte tur til Durban. Som nævnt tidligere var den jo noget alle havde en mening om, for de adoptionsrelaterede var det et spørgsmål om hvordan Carl ville reagere, og fordi mere lokale var det et spørgsmål om at bruge omkring 5000 på en endagstur svarende til at vi havde taget til Londan for én dag.
Buttomline er, at vi er glade for at vi tog turen. Umiddelbart virkede det ikke som om, at det gjorde det store indtryk på Carl. Han reagerede naturligvis som han altid gør når han er lidt beklemt ved situationen og fjollede lidt rundt. Men jeg tror stadig på, at det har givet ham en bedre basis for at huske sin fortid, og givet ham nye billeder vi kan bruge som udgangspunkt for snakke. Vi mødte også et par stykker, der kunne huske ham fra dengang, og de virkede meget glade for at se ham igen, og se hvor glad og stor han var blevet.

Men hvor det måske ikke ud ad til gjorde den store forskel for Carl at vi tog til Durban, så betød det rigtig meget for mig. Ikke mindst fordi jeg mildest talt kun havde virkelige dårlige minder om Durban og tiden der, men at komme tilbage med mere overskud, bedre vejr og en dreng jeg nu elsker over alt på jorden gjorde at jeg kunne se Durban med helt nye øjne. Det er en virkelig dejlig og smuk by, og det var godt at se børnehjemmet igen, omend det skar så meget i mit hjerte at se nogle af børnene. Særligt var der én dreng i isolation pga. TB, som sad og kiggede ud bag en rude på os, det var helt forfærdeligt at se ham alene derinde, og jeg havde bare lyst at rive ham til mig og tage ham med med det samme.

Efter børnehjemmet tog vi en tur ud til vores B&B fra for fire år siden. De gav kaffe og vi havde kage med. Vi snakkede i et par timer og Carl spillede fodbold og playstation med deres drenge. Det var rigtig hyggeligt, og også de var rigtig glade for at se os igen, da særligt moderen der havde været en stor hjælp for mig dengang i 2010.

Således afklaret med sidste henterejses dårlige oplevelser, kan jeg nu se fremad mod i morgen, hvor vi får vores datter overdraget, der er nu 16 timer til - kan jeg oplyse Carl om, der har stillet dette spørgsmål de sidste 24 timer.
 

Tuff on crime

Lige et stemningsbillede fra vores nye lejlighed. Vi flyttede lejlighed her på Guesthous i forgårs, det betød at vi kom ned i stueetagen, hvor vi så har en lille terasse og adgang til fælleshaven med legeplads og meget kold pool. Vi bor i ambasadekvarteret, og gik en tur ned til shoppingcenteret i dag, og det var let at se, at i dette kvarter kan vi vist godt føle os safe. Billedet er udsigten fra vores terasse og viser vores havemur der er forsynet med både elektrisk hegn og piktrådshegn. Dette forhindrer dog ikke en bold i at flyve den anden vej, når Carl er igang med verdensmesterskaberne på en meget lille fodboldbane.

Over muren kan vi også se tårnet på en LCMS (luthersk) kirke i Pretoria. Dem er der ikke mindre end tre af på denne gade, da menighederne samles i forhold til deres sprog. Vi kunne således gå til gudstjeneste i dag i den engelsksprogede menighed, hvor Magnus havde fornøjelsen af at hilse på en tidligere professor og en medstuderende fra hans tid på Fort Wayne Seminary for 10 år siden. Den medstuderende var nu blevet præst her i menigheden, og professoren var på besøg for at holde noget undervisning på det tilhørende præsteseminarium. Vi aftalte at mødes med præsten senere i uge 2 eller 3. På søndag regner Magnus med at tage Carl med over til kirken på billedet og overvære den tyske gudstjeneste - jeg tror nok, at jeg bliver nødt til at blive hjemme med Thembeka, selvom jeg selvfølgelig er ked af at gå glip af nogle gode tyske salmer :-)

Vi fik i øvrigt også lejlighed til at høre spontan afrikansk korsang i kirken under altergangen, hvor biblerne jo passende kan bruges som rytmebokse, når nu der ikke er nogen der har "husket" at tage trommer med :-) 

Hold da op Algeriet er godt nok stort!!

Præcis 21 timer efter vi forlod mine forældres hus i Allerød, kunne vi lægge vore hoveder på puden i vores guesthouslejlighed i Pretoria. Selve rejsen gik over al forventning, men det skal så også siges at forventningerne lå på et meget lille sted. Det var ca. lige så forfærdeligt at flyve med influenza som jeg havde regnet med, men til gengæld tog Carl den ti timer lange flyvetur fra Amsterdam til Johannesborg rigtig godt, og faldt endda i søvn i nogle timer mens vi fløj over Algeriet, for som han konstateret efter at have kigget nogle gange ud af vinduet ned på den endeløse ørken - "Hold da op hvor er Algeriet stort" Men ellers gik tiden jo med skærm og skærm og så lidt spisning.
Da vi ankom til lufthavnen blev vi mødt af en meget venlig og meget snaksaglig ung mand, der lovede at han nok skulle lade os få ro på den lille times køretur, der var til Pretoria, hvorefter han snakkede hele vejen..- men hvad, det gjorde vi jo også :-)
Vi er blevet indlogeret på et rigtig hyggeligt lille guesthouse, hvor vi har vores egen lejlighed med to soveværelser et badeværelse med både kar og bruser samt køkken og stue i et. Der er en lille gårdhave til, hvor Carl kan spille fodbold, og i gåafstand fra lejligheden ligger indkøbsmuligheder, pandekagehus og en barber der tager pasfotos!!
Carl vågnede kl. 6.48 i morges og konstaterede, at det var morgen - det var hans forældre ikke helt enige i, og han blev sendt ud i stuen med FIFA på tabletten. Men det er jo nok ved at være sidste gang vi kan slippe så billigt.
Vi har i dag fået snakket med Lizl som er fra ABBA og står for formidlingen af Thembeka til os. Hun havde en masse informationer og papirer og fortalte os en masse om, hvad der skal ske de næste tre uger. Da hun var gået sad både Magnus og jeg tilbage med en rigtig god fornemmelse af, at der denne gang faktisk ser ud til at være styr på tingene, og jeg føler mig rigtig tryg i forhold til at være i kløerne på ABBA.

Carl har også fået øvet sig på noget engelsk, og prøvede fx at svare på værtindens "Hello-how do you do" med svaret: "Im six" :-) Ja det er også træls når nu de der engelsktalende ikke følger den rækkefølge som mor har øvet :-)

I morgen tidlig drager vi til Durban på en en-dagstur, og så slapper vi af igen søndag, inden det går løs mandag med en familie på fire.

Tror ikke at man kan blive mindre klar!!!

Er I klar? sådan har spørgsmålet lydt mange gange de sidste par dage, når vi har mødt eller talt med familiemedlemmer, naboer og kolleger. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at jeg kan blive mindre klar end jeg føler mig lige nu, her 4 timer før vi skal køre til Sjælland, for at flyve i morgen tidlig.
Mandag aften så det ellers rigtig godt ud. Jeg havde fået pakket til Thembeka allerede i weekenden, havde mentalt pakket til Carl og mig selv, og havde fået "guidet" (læst pålagt) manden til at få lagt det tøj frem, som jeg skulle pakke til ham. Mandag havde vi så fødselsdag for Carls klassekammerater, og godt hjulpet af min fantastiske svigermor, blev det endnu engang en stor succes med glade meget larmende børn. Mandag aften følte jeg mig altså træt, men i totalt overskud til at bruge tirsdag på at køre Carl til ambulatoriet for at få gipsen af, hvorefter jeg blot skulle bruge resten af dagen til at pakke, og nåh ja så manglede jeg jo lige bekræftelse på, hvor vi skulle bo, og om vi kunne komme til Durban på lørdag og se Carls børnehjem!!!

Her var det så at alt begyndte at gå galt. For at gøre en lang historie kort, brugte jeg det meste af dagen i går med at emaile og tale i telefon (inkl. en for mig sjælden episode af at snerre og true af en stakkels receptionist på AC børnehjælp) sagen varr den, at der åbenbart ikke er ret mange i den rand af officielle personer i DK og SA, der støtter vores ide om at tage Carl med til Durban på lørdag, og det blev som dagen skred frem sværere og sværere for mig at bevare fokus og mavefornemmelsen. Men nu er turen til Durban bestilt og aftalt med børnehjemmet, der glæder sig til at se ham. Carl glæder sig også - siger han da - og Magnus og jeg står klar til at fokusere på Carl alene i mødet med hans fortid.
Da alt dette nu var klaret, havde jeg pludselig travlt med at få pakket, og sent i går aftes, da jeg skulle skrive flybilletter ud, faldt så den næste bombe: Jeg opdagede pludselig at Thembeka ikke figurerer på vore flybilleter, og det slog mig, at jeg havde fået at vide, at de skulle udstedes andensteds fra, så det ville komme i en separat mail - hvilket de så IKKE er gjort. Jeg ringde til KLM, og de kunne bekræfte at der ikke var udstedt billet til noget spædbarn på denne tur, det ville hun så lige sætte igang, men her til morgen er der STADIG ingen billet, og jeg skal nu til at ringe til KLM igen.

Endelig har jeg så også reddet mig en gedin mandeinfluenza med feber hovedpine og snot over det hele .... så nej min kære omgangskreds jeg er OVERHOVEDET ikke klar til at skulle rejse om 22 timer......men bare rolig Thembeka min kære datter, mor kommer alligevel!

Lutter gode nyheder på en ellers vemodig dag.

Alt i alt en mærkelig dag.

Sidste dag på arbejde før eventyret starter. Jeg vil komme til at savne alle mine skønne kolleger, og det var vemodigt at skulle sige farvel. Samtidig var det også en lidt spændt dag, da vi i dag skulle have afgørelsen fra statsforvaltningens samråd, på hvorvidt vi kunne få den udvidede godkendelse til Thembeka. De skulle have telefonmøde kl. 13 og kl. 13.15 ringede vores sagsbehandler og sagde: "Hej Karina, det er Lone, jeg vil bare lige sige at NU er du blevet mor igen" Der havde selvfølgelig ikke været noget at være bekymret for, men det gav alligevel en vis ro i maven, ikke mindst pga. at vi allerede havde købt vore "non-refundable" billetter. Men her stoppede de gode nyheder ikke. Udover at billetterne blev 3000 kr. billigere end jeg først havde fået at vide, så fik vi også regningen på de sidste rater til DanAdopt. Og de viste sig sørme at være næsten 20.000 kr. lavere end vi havde beregnet. Nogle gange er det altså en velsignelse ikke at have særlig god styr på det med økonomi. 

Dagen blev fejret med Noahs Ark museum og McDonaldtur, og så selvfølgelig Disneysjov og Klipfiskerne. En dejlig men også vemodig fredag, og så skal vi se om jeg kan få mig taget sammen til at begynde at pakke lidt i morgen :-)

Redebygning og bueraukrati

Så er der gået en uges tid, siden vi fik opkaldet. Jeg har primært brugt tiden på, at stresse på arbejdet, stresse over statsforvaltning.....og shoppe - hvilket på ingen måder er stressende, så længe jeg ikke tjekker min bankkonto :-)
Stresset over arbejdet ligger i, at forlade min stilling som nemt overtagelig som muligt, hvilket er lidt svært at gøre med en stilling, der et eller andet sted er formet efter mig. Men jeg synes jeg er ved at være i mål, og glæder mig nu til de sidste fire arbejdsdage i næste uge.
Fire?? tænker du, sidst jeg tjekkede var der fem arbejdsdage i en uge - selv hos de offentligt ansatte!
Jeg har så været nødsaget til at tage fri på tirsdag, for at drage hele vejen til Højbjerg til samtale hos sagsbehandleren (for sådan noget kan jo ikke klares over telefonen). Her skal vi snakke lidt om, hvilke udfordringer, der ligger i at blive forældre til et for tidligt født barn. Vi har inden da - i dag faktisk - skullet formulere vore tanker om emnet på skrift, efter grundigt at have sat os ind i det (på 2 dage) og ringet og forstyrret en af adoptionsrådets ansatte læger, der kunne fortælle os sådan ca. alt hvad vi vidste i forvejen. Alt dette for at statsforvaltningen på fredag kan tage stilling til, om vi nu også er kvalificeret til at blive godkendt til at adoptere Thembeka. Jeg synes det er lige lovligt meget at gøre ud af noget, som jeg troede var en formsag, og det gør mig ærlig talt lidt træt og nervøs.
Men det kan man jo heldigvis altid dulme med shopping, og jeg arbejder lige nu på at gøre klar til Thembeka, så hun kan føle sig velkommen i hendes nye hjem, og skulle der falde en lille fin gul kjole med pandaer ned i kurven også, så tager vi da den med.

Sidder du ned?

Torsdag d. 31. juli 2014 kl. lige omkring 11.00 ringede min telefon. Det var Debby fra DanAdopt, og hun vil bare lige høre om jeg sad ned. Bortset fra at det da var rart at nogen bekymrer sig om min arbejdsstilling, vidste jeg jo godt ved denne indledning, at dette var det opkald, jeg havde ventet på i næsten tre år. Et par timer tidligere havde jeg, som så mange andre dage, snakket med lægen fra min afdeling om, hvordan det stod til med ventelisten. Jo vi var jo stadig nr. 6...ja jeg håbede jo det blev snart, men det var jo ikke til at vide med Sydafrika, hvor de jo ikke går kronologisk frem, men matcher børnene individuelt...det kan være i morgen og det kan være om et år, det ved man ikke!! Åhh hvor har jeg dog sagt den smøre mange gange, og nu er det nu. Debby er i røret, jeg ved hvad hun skal til at fortælle mig, men jeg kan alligevel ikke fatte hvad hun siger. Jeg er jo sikker på, at vi har fået den lillebror på omkring 2 år vi har snakket om..alle statistiker peger jo i den retning. Men vi har fået en lille pige! Hun er for tidlig født, men udvikler sig fint, hun bliver et år til september. Jeg skriver og skriver og skriver alt hvad Debby forklarer i telefonen, man er vel sekretær, uanfægtet at hun bliver ved at sige, at hun også vil sende det hele til mig på skrift, men hvis ikke jeg skriver det ned, så er det som om det forsvinder for hurtigt ud af min hjerne, og jeg vil ikke gå glip af noget eller glemme noget, når jeg om lidt skal ringe til Magnus og sige, at han er blevet far til lille Thembeka.