Først fortædelighederne! Vi skulle igennem ikke mindre en tre skrankepaver i Johannesborg lufthavn. Først havde vi ca. 5 kg. overvægt med - ikke i alt, men fordelt på de enkelte kufferter. Vi fik valget mellem at betale 100 dollars pr kg, eller at købe en ny kuffert af dem til 150kr, som vi så kunne overføre de forbudte kg til, eftersom Dorthea gerne måtte medbringe 10 kg. Vi valgte sjovt nok den sidste løsning. Ved check in, gik det så galt igen i form af de ting jeg havde i mine kufferter. For det første en laptop, som jeg havde valgt at placere i kuffert frem for håndbagage pga. dens manglende evne til at holde strøm, hvilket vist er blevet det nyeste skud på stammen over sindsyge krav i flysikkerhedens navn. Det næste der skete, var så i jeg i de sidste sikkerhedsspørgsmål, måtte indrømme at have puttet en plasticpistol i den ene kuffert der skulle tjekkes ind. Det måtte den heller ikke, da en sådan jo nærmest er ligeså farlig som en computer uden strøm. Ud røg pistolen i samme fart som tårerne i Carls øjne, og da skrankepaven spurgte mig, hvorfor Carl nu stod og græd, måtte jeg jo sige, at det var fordi hun havde taget hans legetøj, hvortil hun sagde til ham på engelsk: Bare rolig dreng, mor vil købe dig en ny!!
Nåh men alt dette, var jo dybest set vores egen skyld, men da vi så kom til skrankepave nr. tre, så eksploderede min tålmodighed altså alligevel. For denne var immigration, og det første hun gjorde var at kigge på Carls pas og spørge efter hans fødselsattest, som vi jo af gode grunde ikke kunne fremvise, da den lå i DK, og i øvrigt ikke levede op til de krav, som træder i kraft 1.oktober. Problemet med denne skrankepave var blot, at hun ikke havde hørt om fristen med 1. oktober, og derfor var meget hoven og afvisende overfor vores påpegning af netop denne vigtige dato. Jeg forsøgte mig sågar med jeditricket, med at kigge direkte på hende og sige "Du har ikke brug for at se en fødselsattest" Men hendes sind, var åbenbart ikke helt så svag som en stormtroopers.
Endelig kom der dog en kollega hen til hende og sagde en masse på et sprog som jeg ikke forstod - udover ordet oktober, og så fnyste hun let og lagde Carls pas til side, for at kaste sig over Dortheas provosoriske pas. Da det jo er midlertidigt ligner det jo ikke de normale, men er et stykke papir med pasfarver og laminering, sat i en chartec. Skrankepave nr. 3 holdt det sådan lidt skødesløst op i luften og sagde foragteligt: "Hvor har I fået det her fra?" "Den danske ambasade..som der jo også står der" sagde jeg, forhåbentligt lige så skødesløst, og det sjove var, at hun bare fnyste igen, og spurgte om adoptionspapirerne. Jeg mener, hvis hun virkelig ikke havde set den slags pas før, og vidste hvor de kom fra, så kunne hun vel ikke bare tage mit ord for pålydende. Havde hun mon regnet med, at jeg ville have sagt: "åh det har jeg lavet selv" hvis det var det hun egentlig troede?
Endelig kiggede hun papirerne på Dorthea hurtigt igennem - altså de for hende relevante. Det eneste papir hun hæftede sig ved, var en aftale mellem os og ABBA, der binder os til at sende regelmæssige breve og billeder til dem, som de kan fremvise til Dortheas biologiske mor, skulle hun finde på at henvende sig på et tidspunkt. Denne aftale har INTET med den officielle retskendelse vedr. adoptionen af Dorthea at gøre, og derfor fuldstændig irrelevant for damen bag skranke nr. tre, men det var dette papir, hun spurgte ind til.
Nåh endelig slap vi ud af Sydafrika, og havde nu kun godt en time til boarding, men vi nåede da lige lidt aftensmad på samme restaurant som vi spiste på for fire år siden. Og herfra begyndte alt bare at gå godt. I flyet fik vi fire sæder, selvom vi ikke havde betalt for et sæde til Dorthea, derudover fik vi også en lift til at hænge på væggen, hvilket betød at både Dorthea og Carl kunne ligge ned hele vejen, da Carl jo så kunne bruge det ekstra sæde. Dorthea sov så godt, at jeg overvejer at anskaffe mig en flysimulator, at putte hende i fremover. Med godt udhvilede børn nåede vi altså til Paris og skiftet her gik også godt, og Dorthea tog så endnu en lur startende ved indflyvningen til KBH.
Selvom man er veludhvilet, kan det godt være hårdt at skulle vente på bagagen.
Al vor bagage var til en forændring også nået frem og vi kunne derefter komme ud til den ventende velkomstkomité, der stod klar med gaver knus og lykønskninger. Det var så dejligt at se al den varme, og naturligvis også lidt overvældende for Dorthea, der tog sig endnu tre lure på vej til Jylland. Her ventede Farmor og Farfar i Spørring, med et rengjort hus, fyldt køleskab og kage og kaffe på bordet - og lidt flere gaver :-) Det er dejligt med sådan en familie.
Vi gik alle i seng kl. otte, og Dorthea sov for første gang hele natten igennem uden at sige en lyd. I dag har hun så toppet det med at tage to lure på hhv. 2,5 timer i formiddag og 1,5 timer i eftermiddag, Jeg tror i det hele taget næsten at hun har sovet mere de sidste 48 timer end hun har gjort i de tre uger vi har haft hende. Lad os bare sige, at hun vist var mæt af indtryk, og skulle bearbejde dem, men jeg er da glad for at hun vælger at gøre det ved at sove.
I dag har vi ellers bare stenet og pakket ud, og så var Carl lige et smut oppe ved sin skolekammerat, og gensynsglæden var stor. Vi har desuden haft succes med afprøvning af både kartoffelmos og havregrød til Dorthea,
I morgen starter Carl i skole igen, og hverdagen er dermed i gang. Dog holder vi så vidt muligt Dorthea hjemme de næste 14 dage i noget der ligner isolation, og så har vi dåb for hende d. 28. september. Magnus har en måneds barsel sammen med os, Så det varer alligevel lidt, før den virkelige hverdag starter, men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg synes vi har fået en virkelig god start på denne del af vores nye liv som familie på fire, og selvom jeg ved/forventer nogle kraftigere reaktioner fra Dorthea jo tættere knyttet hun bliver til os, og dermed også angsten for at miste os igen, som hun jo gjorde med børnhjemmet, så tror jeg på, at vi er rustet til at støtte hende og samle hende op, og jeg er spændt på at se hvad den næste år vil bringe af udfordringer og glæder. - Men det må I høre om på Facebook.
Tak til alle for denne gang, det har som jeg har skrevet før, været dejligt at vide, at I har fulgt os på denne rejse, og jeg glæder mig til at vise mit lille mirakel frem for jer allesammen...sådan hen ad vejen :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar