Tak for denne gang!

Så er jeg kommet til denne blogs sidste indlæg, for jeg må jo lige fortælle om alle de glæder og fortrædeligheder vi var udsat for på vores lange rejse hjem, der fra vi satte os i taxaen i Pretoria til vi parkerede bilen i Spørring kom til at vare næsten lige præcis 26 timer.

Først fortædelighederne! Vi skulle igennem ikke mindre en tre skrankepaver i Johannesborg lufthavn. Først havde vi ca. 5 kg. overvægt med - ikke i alt, men fordelt på de enkelte kufferter. Vi fik valget mellem at betale 100 dollars pr kg, eller at købe en ny kuffert af dem til 150kr, som vi så kunne overføre de forbudte kg til, eftersom Dorthea gerne måtte medbringe 10 kg. Vi valgte sjovt nok den sidste løsning. Ved check in, gik det så galt igen i form af de ting jeg havde i mine kufferter. For det første en laptop, som jeg havde valgt at placere i kuffert frem for håndbagage pga. dens manglende evne til at holde strøm, hvilket vist er blevet det nyeste skud på stammen over sindsyge krav i flysikkerhedens navn. Det næste der skete, var så i jeg i de sidste sikkerhedsspørgsmål, måtte indrømme at have puttet en plasticpistol i den ene kuffert der skulle tjekkes ind. Det måtte den heller ikke, da en sådan jo nærmest er ligeså farlig som en computer uden strøm. Ud røg pistolen i samme fart som tårerne i Carls øjne, og da skrankepaven spurgte mig, hvorfor Carl nu stod og græd, måtte jeg jo sige, at det var fordi hun havde taget hans legetøj, hvortil hun sagde til ham på engelsk: Bare rolig dreng, mor vil købe dig en ny!!

Nåh men alt dette, var jo dybest set vores egen skyld, men da vi så kom til skrankepave nr. tre, så eksploderede min tålmodighed altså alligevel. For denne var immigration, og det første hun gjorde var at kigge på Carls pas og spørge efter hans fødselsattest, som vi jo af gode grunde ikke kunne fremvise, da den lå i DK, og i øvrigt ikke levede op til de krav, som træder i kraft 1.oktober. Problemet med denne skrankepave var blot, at hun ikke havde hørt om fristen med 1. oktober, og derfor var meget hoven og afvisende overfor vores påpegning af netop denne vigtige dato. Jeg forsøgte mig sågar med jeditricket, med at kigge direkte på hende og sige "Du har ikke brug for at se en fødselsattest" Men hendes sind, var åbenbart ikke helt så svag som en stormtroopers.
Endelig kom der dog en kollega hen til hende og sagde en masse på et sprog som jeg ikke forstod - udover ordet oktober, og så fnyste hun let og lagde Carls pas til side, for at kaste sig over Dortheas provosoriske pas. Da det jo er midlertidigt ligner det jo ikke de normale, men er et stykke papir med pasfarver og laminering, sat i en chartec. Skrankepave nr. 3 holdt det sådan lidt skødesløst op i luften og sagde foragteligt: "Hvor har I fået det her fra?" "Den danske ambasade..som der jo også står der" sagde jeg, forhåbentligt lige så skødesløst, og det sjove var, at hun bare fnyste igen, og spurgte om adoptionspapirerne. Jeg mener, hvis hun virkelig ikke havde set den slags pas før, og vidste hvor de kom fra, så kunne hun vel ikke bare tage mit ord for pålydende. Havde hun mon regnet med, at jeg ville have sagt: "åh det har jeg lavet selv" hvis det var det hun egentlig troede?
Endelig kiggede hun papirerne på Dorthea hurtigt igennem - altså de for hende relevante. Det eneste papir hun hæftede sig ved, var en aftale mellem os og ABBA, der binder os til at sende regelmæssige breve og billeder til dem, som de kan fremvise til Dortheas biologiske mor, skulle hun finde på at henvende sig på et tidspunkt. Denne aftale har INTET med den officielle retskendelse vedr. adoptionen af Dorthea at gøre, og derfor fuldstændig irrelevant for damen bag skranke  nr. tre, men det var dette papir, hun spurgte ind til.

Nåh endelig slap vi ud af Sydafrika, og havde nu kun godt en time til boarding, men vi nåede da lige lidt aftensmad på samme restaurant som vi spiste på for fire år siden. Og herfra begyndte alt bare at gå godt. I flyet fik vi fire sæder, selvom vi ikke havde betalt for et sæde til Dorthea, derudover fik vi også en lift til at hænge på væggen, hvilket betød at både Dorthea og Carl kunne ligge ned hele vejen, da Carl jo så kunne bruge det ekstra sæde. Dorthea sov så godt, at jeg overvejer at anskaffe mig en flysimulator, at putte hende i fremover. Med godt udhvilede børn nåede vi altså til Paris og skiftet her gik også godt, og Dorthea tog så endnu en lur startende ved indflyvningen til KBH.

Selvom man er veludhvilet, kan det godt være hårdt at skulle vente på bagagen.

Al vor bagage var til en forændring også nået frem og vi kunne derefter komme ud til den ventende velkomstkomité, der stod klar med gaver knus og lykønskninger. Det var så dejligt at se al den varme, og naturligvis også lidt overvældende for Dorthea, der tog sig endnu tre lure på vej til Jylland. Her ventede Farmor og Farfar i Spørring, med et rengjort hus, fyldt køleskab og kage og kaffe på bordet - og lidt flere gaver :-) Det er dejligt med sådan en familie.

Vi gik alle i seng kl. otte, og Dorthea sov for første gang hele natten igennem uden at sige en lyd. I dag har hun så toppet det med at tage to lure på hhv. 2,5 timer i formiddag og 1,5 timer i eftermiddag, Jeg tror i det hele taget næsten at hun har sovet mere de sidste 48 timer end hun har gjort i de tre uger vi har haft hende. Lad os bare sige, at hun vist var mæt af indtryk, og skulle bearbejde dem, men jeg er da glad for at hun vælger at gøre det ved at sove.

I dag har vi ellers bare stenet og pakket ud, og så var Carl lige et smut oppe ved sin skolekammerat, og gensynsglæden var stor. Vi har desuden haft succes med afprøvning af både kartoffelmos og havregrød til Dorthea,
I morgen starter Carl i skole igen, og hverdagen er dermed i gang. Dog holder vi så vidt muligt Dorthea hjemme de næste 14 dage i noget der ligner isolation, og så har vi dåb for hende d. 28. september. Magnus har en måneds barsel sammen med os, Så det varer alligevel lidt, før den virkelige hverdag starter, men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg synes vi har fået en virkelig god start på denne del af vores nye liv som familie på fire, og selvom jeg ved/forventer nogle kraftigere reaktioner fra Dorthea jo tættere knyttet hun bliver til os, og dermed også angsten for at miste os igen, som hun jo gjorde med børnhjemmet, så tror jeg på, at vi er rustet til at støtte hende og samle hende op, og jeg er spændt på at se hvad den næste år vil bringe af udfordringer og glæder. - Men det må I høre om på Facebook.

Tak til alle for denne gang, det har som jeg har skrevet før, været dejligt at vide, at I har fulgt os på denne rejse, og jeg glæder mig til at vise mit lille mirakel frem for jer allesammen...sådan hen ad vejen :-)

allergiske overfor flyveture?

Så er vi kommet til sidste dag. I aften skal vi flyve hjem til Danmark, og begynde vort nye familiehverdagsliv som familie på fire. Jeg er nu noget spændt på hvordan  bemeldte flyvetur kommer til at gå, ikke mindst fordi, jeg endnu engang, som da vi rejste herned for tre uger siden, er blevet ramt af en ordentlig omgang forkølelse, og hvis jeg skal forestille mig noget værre end at rejse med fly i denne tilstand, så skulle det vist lige være at rejse med fly sammen med en lille skræmt pige, der ikke har  noget sæde at kunne hvile sig på, men skal sidde hos os hele vejen, Jeg ser altså frem til en 12 timers flyvetur til Paris, hvor jeg kan sidde og genere alle de øvrige passagerer med min hosten og pusen næse, samtidig med at jeg ingen søvn får, og Dorthea formentlig græder hver halve time!!!

Nåh men jeg håber da at de har nogle gode film.

Her hvor vi er på vej hjem til hverdagen er det i øvrigt lige vigtigt for mig her lige at gentage, at selvom Dortheas tilknytning til os og omvendt virker til at gå rigtig godt, så er der stadig tale om en pige, der aldrig har prøvet at have en rigtig mor og far. Det betyder at det i månederne fremover kun er os der bør tage hende op og sidde med hende, skifte hende, made hende og trøste hende. Familie og venner må meget gerne sætte sig på hug til hende når hun sidder hos os eller på gulvet og lege med hende, lave ansigter og dikke dikke, men det er vores favn hun skal lære er den trygge, den der giver tryghed i livet, og det sker altså bedst gennem denne form for isolation.
Vi ved at det kan være svært for mange at forstå eller acceptere, men vi beder jer alligvel respektere vores holdning i dette. Jeres tid skal nok komme, og vi skal nok sige til, når vi fornemmer, at vi kan begynde at løsne lidt op.
Tak for jeres forståelse.

Nu vil jeg udnytte den sidste time hvor panodilerne fra i morges stadig virker lidt, og gå ind og pakke videre. (Note: det er i øvrigt heller ikke særlig optimalt at pakke, når man ikke kan have hovedet nedad!!)

Jeg glæder mig til at se nogle af jer i lufthavnen Kastrup, hvor vi lander kl. 9.05 i morgen.

Så imponeret over El Roi

Vi har i dag været ude at besøge Dortheas børnehjem El Roi. Jeg havde jo allerede af indledende samtale med hendes plejer, samt halvdelen af de 1249 billeder vi har fået med derfra, og som vi indtil nu har fået kigget igennem, fået et billede af, at det var et rigtig godt sted og med plejere der vidste hvad de havde med at gøre. Og det billede blev kun bekræftet, da vi kom ud og så det i dag.

Stedet er et lille sted, der indtil videre, kun har 12 børn ad gangen. Der er to "HouseMoms" der bor fast på stedet, og så så vi mindst tre øvrige "tanter" på vagt. Hver husmor har 6 børn hver, der er "deres". børnene bor tre og tre på små hyggelige værelser, og så har de en fællesstue, hvor de tilbringer det meste af dagen med madning, leg og træning. De havde også lidt udendørsareal. Huset var med stengulv og kampestensmure rundt omkring. Og det hele havde bare i det hele taget en meget hjemlig stemning.

Vi valgte alligevel at tage Dorthea med ind og se hjemmet, og hendes plejer forsøgte på intet tidspunkt at række ud efter hende, eller tage hende fra os. Hun virker som en person, der virkelig brænder for "sine" børn og vil dem det bedste.
Dorthea virkede til at tage det ok, mens vi var der, men her i eftermiddag og til aften, har vi kunnet mærke en reaktion tror jeg. Hun vågner med store spjæt og er meget urolig og indimellem græder hun næsten til det utrøstelige. Det skal nok blive en hård nat.

I eftermiddag, gik børnene og jeg over til det andet gæstehus, med den fede pool, for at besøge hollænderne og evt. danskerne, (og deres fede pool) - fik jeg sagt at de har en federe pool, og at det i dag har været 28 grader varmt?

Hollænderne, der jo havde drengen på 6 som gennem legeaftale skulle være vores adgang til at benytte den fede pool, var ikke hjemme, men det var danskerne, så dem besøgte vi en halv times tid. På vejen ud mødte jeg gartneren, der vist ikke talte så godt engelsk, og spurgte om Carl evt. måtte benytte poolen, medens vi ventede på at hollænderne kom hjem. Det måtte han godt :-)

Sidste på dagen fandt vi ud af at endnu et dansk par var ankommet denne gang til vores gæstehus, og stor var glæden da Carl opdagede at deres dreng på 7 år løb og spillede fodbold i gården. "taler han svensk mor?" "Nej han er fra Danmark" "Taler du DANSK? Spiller du FODBOLD" og så lige her 2 dage før vi skal hjem, det er næsten ondt :-)

Men ellers er hjemlængslen blandet med frygt begyndt at melde sig. Hvor jeg for fire år siden kun tænkte på at komme hjem og i gang med en hverdag, skræmmer samme hverdag mig lidt nu. Vi har haft det rigtig godt hernede, der er rigtig meget tid til fokus på familien og Dorthea, og, indtil besøget i dag, er det kun gået fremad med hendes trivsel, så jeg gruer naturligvis for, hvordan hun klarer hjemrejse og tilvænning til rækkehus, spørring og dansk klima.

Men nu må vi se, jeg har jo heldigvis et dejligt netværk at trække på når det gælder råd, vejledning og et øre at lukke damp ud til når det hele bare bliver for meget :-)

En helt igennem dejlig dag :-)

I dag er det Dortheas fødselsdag HURRA HURRA HURRA. I dag har været en helt igennem dejlig dag. Vi startede den som traditionen er blevet i vores lille familie med at "vække" Dorthea med flag, sang og gaver i sengen, efter hun havde holdt os vågen i en times tid :-)

Så blev der lavede morgenmad med spejlæg, youghurt og brændte pandekager med et lys (sidstnævnte behøver ikke at blive en tradition) 

Og så daffede drengene ellers af på herretur, til det der skulle have været et besøg til en gammel guldmine/forlystelsespark, men som efter at de ved ankomst fandt ud af at parken åbenbart holder lukket om tirsdagen??? - fulgte dem de havde delt lift med til slumbyen Soveto. Det skulle så vise sig at blive en rigtig god udflugt for dem begge, og Carl fortalte energisk ved hjemkomst om alt hvad de havde set og oplevet lige fra at have kørt forbi Sydafrika - og faktisk hele Afrikas største fodboldstadion, over skurbyen med gadekunstnere der kunne slikke deres egen albue til Mandelas hus og restaurant hvor det forelød, at de havde set selve Winnie Mandela kører forbi - eller i hvert fald hendes hår!
Far og søn havde altså en rigtig god dag sammen, hvilket var dem velondt, da der ellers havde været ved at være lidt trykket "nu-vil-jeg-altså-godt-snart-hjem" stemning over Carl.

I mellemtiden nød mor og fødselsdagsbarnet en tøsedag, med skumbad og dans til Shakira og Katie Perry, Og da vi var blevet rigtig fine, gik turen til en Café, hvor Mor sammen med sin bog nød en iced Coffee og en ...cheescake (selvfølgelig) og datter nød en dejlig formiddagslur i klapvognen.

 På vejen hjem lagde jeg vejen forbi det andet guesthouse som ligger på denne gade, hvor de hollændere vi var på safari med i lørdags bor. Det viste sig at dette guesthouse har meget bedre udendørsarealer med legeplads og en lækker REN pool. Så jeg fik lige forsøgt at invitere os selv over i morgen eftermiddag, så Carl kan bade sammen med deres dreng :-)

Vel hjemme igen uden at være blevet overfaldet, hyggede vi lidt med frokost, og så havde jeg inviteret svenskerne fra vores guesthouse til fødselsdagskage om eftermiddagen.

Det viste sig i løbet af snakken, at vi skal med samme afgang hjem på fredag, og også det svenske par på billedet skal helt til Kastrup, da de bor i Malmø, så det er jo lidt hyggeligt.

Resten af dagen gik med at skype med familien, og det er Dorthea da egentlig blevet helt skrap til.

Altså helt igennem en dejlig dag for hele familien, og som jeg allerede har skrevet på FB, så går mine tanker sådan en dag, som den også altid gør omkring Carls fødselsdag til mine børns biologiske mødre. Jeg sender dem varme tanker for at de har gjort det bedste de kunne for deres børn, nemlig at lade dem blive født til trods for de problemer, og sorger det har kostet dem selv, og jeg tænker at Dortheas mor, nok også sender hende en tanke på lige præcis denne dag!

En prøvelse for enhver kontrolfreak.

Puha min tålmodighed blev godt nok sat på prøve i dag. Ikke på grund af Dorthea men i forhold til Sydafrikansk planlægning eller mangel på samme.
For det første var vi som nævnt ved at være lidt stressede over, hvor meget vi egentlig skulle nå i denne vor sidste uge, vi netop er gået ind i. Af det vi fik aftalt med Martie (rejsearrangøren) sidste mandag, at vi gerne ville se i løbet af sidste uge, som af den formidlende organisation netop er sat af til at komme ud at se noget, og derfor ikke indholder officielle arrangementer, formåede hun kun at arrangere lørdagens safari. Bevares vi havde en hyggelig og stille og rolig uge, som helt sikkert har været god for Dorthea, men når der nu var i hvert fald to andre udflugter vi gerne ville have været på, så er det altså bare ikke optimalt, at man kun når en, og så står tilbage her mandag eftermiddag, uden nogen form for kommunikation, fra hende der skulle arrangere for os, og så vide at vi i løbet af de sidste 3 dage (fraregnet fredag, hvor vi jo skal flyve) i princippet skal nå: besøg på Dortheas børnehjem, besøg på ambasade, afsluttende møde med ABBA, fejring af Dortheas fødselsdag, besøg i guldmine/tivoli for Carl og Magnus, besøg i Cultural village for os alle plus de forskellige aftaler vi har lavet med diverse søde mennesker om lige at ses til en frokost eller en kop kaffe!!!!

I dag slap min tålmodighed derfor op, og jeg ringede til Martie for at høre, hvad hun egentlig havde tænkt sig samtidig med at jeg aflyste vores tur i Cultural village,der er et slags levende museum for de forskellige stammer her i SA, Jeg mailede ligeledes til ABBA for at høre hvornår vore officielle programpunkter var skemalagt, responsen for dem begge var heldigvis øjeblikkelig, og i løbet af en times tid, havde jeg fået bekræftet og aftalt program for resten af vores uge her i SA. Problemet for mig at se ligger i, at hende Martie har alt for meget om ørene. Hun har simpeltehen for mange par, at holde styr på, og så skal hun have det hele til at passe sammen. Mit organisatorgen begyndte selvfølgelig straks at sætte en procedure sammen, der kunne få det hele til at køre lidt mere effektivt, og straks jeg havde talt mig varm om emnet, kunne jeg høre min chef Mette Svane grine af mig og sige...Ja det må virkelig være en prøvelse for dig Karina, ikke at have nogen indflydelse på planlægning og organiseringen. :-) Jeg ved godt jeg til tider kan være en kontrolfreak, men i dette tilfælde er manglen på planlægning jo altså blot endt i, at vi simpelthen ikke kan nå alt det vi gerne ville, plus at Magnus og Carl ikke kan være hjemme på Dortheas fødselsdag. Det sidste er fødselaren nu nok ret kold overfor, og vi har planlagt at fejre hende i morgen tidlig, inden Carl og Magnus tager afsted, og så kan det være at jeg giver kage til svenskerne senere på dagen.

Det irritere mig som sagt blot, at vi er afhængige af dette symbiotiske samarbejde mellem ABBA og så et rejseselskab, hvis leder tydeligvis har mistet overblikket. Hvis vi ikke havde været afhængige af hende, havde vi lagt vort eget program, og taget kontakt til relevante personer der kunne hjælpe os på de dage, vi gerne ville afsted, og så var den potte ude, i stedet for at sidde her og vente uden information på at dagene går.

Når det så er sagt, så er tiden hernede godt nok gået hurtigt denne gang, og vi har virkelig nydt den som en slags ferie. Det er helt fantastisk, at have fået lov at få dette billede af Sydafrika, og vi vil bære det i vores hjerte altid. Vejret er også blevet meget bedre, og nu ærgre Magnus sig over, at han ikke har en eneste kortærmet skjorte med :-)

Åh ja så glemte jeg jo også lige, at den endelige sten til, at min tålmodighed løb ud i forhold til sydafrikansk planlægning, var at vi da vi kom tilbage fra vores tur til barberen, hvor Carl var blevet klippet, jeg havde fået massage og plukket øjebryn og Dorthea havde fået taget pasbillede (vi fandt ved samme lejlighed i øvrigt ud af at den alsidige barber også var kunsthandler og kopicenter) blev vi mødt af en åben dør ind til vores lejlighed, hvor rengøringspersonale igen var igang med den store tur. For det første var de der I MANDAGS, For det andet: hvor svært kan det være at organisere faste dage, for hvornår de har tænkt sig at komme og gøre rent! Giv os ved indkvartering to faste dage om ugen, eller hvis det er for svært at overholde, så giv os en note dagen før: "I bedes være opmærksomme på, at jeres lejlighed vil blive gjort rent i morgen mellem 10 og 12" Så kan man forberede sig, For eksempel lige have ryddet det værste op, taget opvasken! Man kunne have planlagt dagen efter det, i stedet for som i dag, at vi måtte afsted igen tilbage til samme center, og spise bruch og satse på at Dorthea kunne tage sin lur i en klapvogn - det kunne hun så heldigvis godt!

Nåh det var vist en masse damp, jeg lige fik lukket ud. Men som sagt, er jeg nu rolig, for nu har jeg overblik over resten af ugen, og jeg glæder mig til at fejrer min babys første fødselsdag i morgen.

Tak fordi I læste med så langt :-)

Systemkritiker eller mønsterbryder?

Så kom sandheden frem! Jeg må erkende, at jeg har fået en datter, der er modstander af systemer, regler og normer. Jeg ved ikke om jeg kan lære at leve med det, eller også må jeg blot lave et endnu mere kompliceret system, der kan beskrive hendes søvnrytme, måske skal jeg tillære mig nogle større algoritmefunktioner i excel.

Faktum er i hvert fald, at Dorthea igen i nat har vist sig fra sin eksemplariske side, og været sød til at falde i søvn igen, hurtigt hver gang jeg har haft hende oppe. Hun tog sågar to timer i træk fra halv to til halv fire, og derefter igen til halv syv. Dette passer som sagt overhovedet ikke med min hver-anden-nat-teori, og jeg er sikker på at hun gør det med vilje, blot for at stresse sin organisatoriske mor. :-)

Nu vil vi gå op og se, om vi kan få taget et pasfoto af Dorthea, og evt, samtidig få en klipning til Carl, nu hvor det hele åbenbart foregår i the barber shop. 

En løve i skyggen - eller skyggen af en løve?

Først vil jeg lige proklamere at min systemterori om hver anden nat, stadig holder stik. Natten til lørdag, var således præget af denne gang hele to frustrerede forældre, idet jeg til sidst måtte vække Magnus og bede ham tage over i frygt for at komme til at tabe Dorthea på gulvet, så træt var jeg af at vade frem og tilbage med hende, Heldigvis var natten jo ikke så lang, for vi skulle jo allerede op igen kl. 6 og ud på safaritur. Der var dog ikke megen morgentræthed at spore hos familien, til trods for den systemfølgende urosnat.

Nåh men færdige blev vi alle og kom ud næsten til tiden til den ventende minibus, der skulle køre os og et hollandsk par, der også havde en dreng på 6 år, til Pilansberg National Park, Der var to timers kørsel ud til parken, og denne del klarede begge vore børn rigtig flot. Dorthea ved at lege lidt med sin sko, samt lave spruttelyde til billederne af Mormor og morfar samt Farmor og farfar - jeg tror I skal tage det som et godt tegn - og Carl ved at spille FIFA og råbe hello og pege ad og til den hollandske dreng, der (heldigvis) heller ikke kunne et ord engelsk, Ja ja, det er to meget intelligente børn vi har. Turen ud til parken gik altså godt. Det var straks værre for Carl, da vi først påbegyndte selve safarien. Efter ca. et kvarter udbrød han: DER ER JO IKKE EN SKID DYR I DENNE HER PARK, hvorefter han systematisk begyndte at spørge, hvor længe vi skulle sidde i bilen, og hvornår vi skulle have frokost, og om det evt. kunne blive på McDonald. Hvad  kan jeg sige: Tålmodighed har vist aldrig været en af hans helt store dyder. Jeg har en fornemmelse af, at den største begivenhed for ham på turen var, at alt den tid, vi kørte rundt inde i parken, behøvede han ikke at sidde i sele, da vi jo kørte langsomt rundt, og det var vigtigt at kunne rykke frem og tilbage, for at få øje på dyrene fra bilen.

 

Og vi så da nogle dyr, selvom jeg må indrømme at også jeg var lidt skuffet over, ikke at komme tæt på hverken elefanter, giraffer eller løver. Sidstnævnte påstod både guide og hollænderne at de så i en skygge under et træ, hvor den lå og spiste en død flodhest (jeg håber i hvert fald at den var død) - Jeg kunne godt se en skygge!!! Men hollænderne havde nogle virkelige gode kameraer, og de tog et zoombillede, hvor man måske godt kunne argumentere for, at der var et væsen, der til forveksling kunne ligne en løve. 

Elefanterne "så" vi ligeledes på den modsatte side af den sø, hvor vi fandt en masse flodheste og vortesvin. Disse elefanter tog for mig form af en grå masse, der ligesåvel kunne have været nogle klipper, men jeg må jo bøje mig for zoomteknologien og guidens instinkt. 

Men af de dyr vi faktisk så close up, var der især tale om næsehorn, flodheste vortesvin, gnuer og så sådan nogle afrikanske elge, som jeg tror er en slags antilope.

 

Man kunne også se forårets spiren på savannen, i det flere af dyrene havde unger, fx så vi den mest bedårende babyflodhest ligesom jeg må skuffe Timmon og Pumbafans med, at Pumba tilsyneladende har fået sig en lille familie, og dermed nok ikke har tid at lave flere film foreløbig.

Vi spiste frokost på en restaurant midt i parken, hvor vi også mødte det andet danske par, der lige er ankommet for at adoptere deres første barn på mandag. Det var dejligt at snakke med nogle danskere, og jeg håber vi får tid at mødes lidt i næste uge, omend vores program begynder at blive lidt presset for den sidste tid hernede. Men for at færdiggøre safarituren, var det som sagt lidt skuffende, at vi ikke så nogle af de mere spændende dyr lidt tættere på, og der var nogle gange langt mellem at vi overhovedet så nogle dyr, og så må jeg da give Carl ret i at 8 timer i en minibus er længe at køre rundt i. Men som vi sagde til den noget beklemte guide, da han satte os af, så kunne vi jo være taget i zoo, hvis vi ville være sikre på at se dyr. Det der er fascinerende er jo at se den afrikanske natur, og dyrene i deres naturlige habitat, og det synes jeg virkelig at man fik et indtryk af, selvom det jo var en nationalpark, men som I måske kan se på billederne, er det en temmelig stor en af slagsen.

Det var altså alt i alt en dejlig dag, med to trætte børn, og en efterfølgende nat, der helt i overenstemmelse med skemaet, ikke var frygtelig.

Syntes i øvrigt at Carl må se at bestemme sig: lørdag syntes han at vi kørte for meget, og fredag syntes han at vi gik for meget - der var vi nemlig på sightseeing til union building i Pretoria til fods og med klapvogn.

Ja det er hårdt at være på sightseeing, men heldigvis er der jo altid en belønning for enden af strabadserne

 Og lur mig så i øvrigt om han ikke i dag synes at vi har SIDDET for meget, da vi valgte at tage afsted alle fire til tysk gudstjeneste i den lutherske kirke, hvor vi i øvrigt fik bekræftet at Dorthea sover ganske udmærket til lyden af tyskprædiken og orgelmusik, måske vi skulle afprøve det i nat ;-)