Samtale over spisebordet

Til jer der ikke er på facebook, kommer lige en genganger. Carl og Magnus fører en dybsindig samtale med Dorthea over spisebordet.

Jo jo - hun skal nok blive en stor debatør!

Derudover kan jeg fortælle at Carl i dag, har leget rigtig godt med den svenske nabodreng, omend sprogbarriererne stadig irriterer ham grænseløst. Vi kæmper også stadig med større frekvens af klynkende opvågning fra Dorthea om natten, hvor det kan være svært at få hende til at falde til ro igen. Men jeg tager det som et godt tegn på, at hun reagerer på os og alt det nye, og gerne vil have os tæt på.

Magnus har i dag været til tysk gudstjeneste i den lutherske kirke på den anden side af gaden. Jeg blev hjemme med børnenemen kunne da gudstjenesten var færdig nyde tonerne af hornmusik deroverfra der spillede lutherske salmer i gården under kirkekaffen - det skal vi have indført derhjemme menighed :-)

I næste uge håber vi på, at kunne komme på nogle ture, men ellers tager vi bare en dag ad gangen, og Carl er begyndt at tælle ned til vi skal hjem igen - 12 dage hvis nogen skulle være i tvivl!

Godnat herfra!

Høj på shopping og Cheesecake

Elsker de sydafrikanske priser. Almene dagligdagsvarer er egentlig ikke så meget billigere end i DK, men i dag kom tog vi så hen til et kæmpe shoppingcenter, som vi dog kun fik set en brøkdel af tror jeg. Det var nærmest lige så klaustrofobisk og svært at finde rundt i som Lyngby Storcenter, men hvad skal man også med en masse butikker, når man kan få det hele i Ackermans!

Mor blev sluppet løs i en godt en time, mens resten af familien gik på seafoodrestaurant, og her er resultatet:

Ackermans er en butik med børnetøj og sko mm til lidt mindre end H&M priser men med lidt flere farver end lyserød. og jeg fik købt tøj for ca. lige præcis 500 kr. til hver af ungerne. Det blev i alt til 50 dele tøj til 1000,- og heribland iregnet fire par bukser til Carl, en træningsdrag og en efterårs/vinterjakke. Jeg var så høj efter den oplevelse, at jeg helt glemte at ærgre mig over at jeg ikke har fået købt noget til mig selv :-) - altså andetsteds i centeret, men måske jeg kan lokke en af de svenske koner med på en shoppetur en anden dag.
Til gengæld kunne jeg tidligere på dagen fryde mig over at kunne levne (til Magnus selvfølgelig, der er min og Carls private madskraldespand) et kvart stykke cheesecake på en cafë vi startede ud på. Tænk jer et så stort stykke cheesecake, at JEG blev nødt til at levne, og så kostede det kun.... 15 kr. PÅ EN CAFÉ

Ja der er mange goder ved Sydafrika. Vi fik også lagt besøget forbi en legetøjsbutik, hvor Carl fik udbygget sin hjelmsamling med denne sag, der kun kan gøre onkel Tobias misundelig.

Som I kan se, syntes den omsorgsfulde storebror, at han også blev nødt til at forsyne lillesøster med en camuflagehjelm, så hun ikke skulle blive ramt af de imaginære luftangreb.

Lillesøster kunne dog som som ofte set i denne uge, ikke helt forstå at sætte pris på storebrors omsorg.

Nåh men ellers må jeg hellere se at komme i seng, jeg har endnu engang haft en nat fuld af afbrydelser fra enten den ene eller den anden af mine børn - og så lige en enkel fra manden der huggede hele dobbeltdynen. Vi har i nat forsøgt os med at have Dorthea i sengen hos os, for hurtigere at kunne berolige hende, når hun vågner og klynker i sengen, med det resultat, at jeg kun fik lov at sove på den ene side, hver gang jeg fjernede min arm fra hendes side, begyndte hun at pive. Dejligt at være påskønnet, men også lidt hårdt ikke at kunne omlejres. Nåh vi prøver igen i nat, og så må vi jo se hvordan det går.

Så skulle der være åben for kommentarer

Har ikke så meget at rapportere fra i dag. Det har været endnu en stille og rolig dag hjemme på guesthouse, med en datter der har spist og sovet uden de store konflikter, omend med hun stadig ikke sover så  meget jeg gerne ville have hende til. Til gengæld har jeg overvejet at flytte til Finland. Jeg har i eftermiddag siddet og snakket med en finsk kvinde, der rejser hjem med sin nye datter i dag, og hun fortalte, at de i Finland kan blive hjemme ved deres børn indtil barnet er tre år, til 60 % af deres løn - wow!!!

Nåh men det var jo også bare lige et kort indlæg for at fortælle at jeg fikset indstillingerne på bloggen her, så også de der ikke passer marsvin, kan lægge kommentarer, hvis de ønsker det.

I morgen skal vi afprøve Dortheas shoppegen, selvom vi allerede HAR konstateret at hun er en pige:

Citat:
Magnus: Jeg forstår det ikke! Når hun græder over noget, og så taber sutten, og så får den igen, så holder hun op, selvom det der gjorde hende ked i første omgang ikke er ændret???
Karina: Hun er en pige! - Piger behøver ikke nogen årsag for at græde, eller nogen løsningsforslag, vi vil bare trøstes :-)

En ny datter og en ny kone??

Så kom dagen hvor vi fik rettens ord på, at vi nu er en familie på fire. Det gik rigtig godt det hele. Dorthea var lidt træt og utryg i starten i autostolen, men hun tog det pænt det hele, og det gjorde Carl også, der var blevet påtvunet at stikke sin hvide skjorte ned i bukserne, på dette vigtige sted og på den vigtige dag.

Der var en højtidlig stemning i retssalen, mens dommeren kiggede en masse papirer igennen, og vi skrev under. Der blev først sagt noget helt tilsidst, da dommeren sagde, at nu var alt i orden. Grunden til at dette skulle understreges, var åbenbart at vores social worker, var kommet til at copy-paste fra to forskellige sager, hvorfor mit navn et af stederne i dokumenterne var byttet ud med en anden kvinde. Dommeren havde heldigvis opdaget dette, da han tidligere havde læst papirerne igennem, og havde ringet og spurgt vores social worker, om det skulle forståes sådan, at Magnus havde to koner!! Det er da godt at retsvæsenet i Sydafrika er så grundige :-) Tilsidst sagde dommeren meget hjerteligt og højtidligt tillykke til os, og at han håbede at vi ville blive en glad og velsignet familie, og han kunne se, at vi allerede var det.

Resten af dagen her, gik stille og roligt, og jeg tog en pause fra fænglset, og gik en tur op til det lokale supermarket - alene! Det var skønt, og jeg må sige, at jo længere tid der går, jo mere begynder jeg at sætte pris på vores relativt sikre land - hvor en kvinde kan gå på gaden som hun vil - når hun vil, i hvert fald i Spørring, og hvor ens hus ikke er en brandfælde af låste gitre om aftenen.

Her til aften har vi grillet med vore svenske naboer, og det var også hyggeligt, Carl fik endelig taget sig mod til at lege lidt med det ene pars dreng, der viste sig at være fem år. Jeg håber at det kan lykkes at de to kan få lidt ud af hinanden, mens vi er her, omend Carl har en stor blufærdighed overfor børn han ikke kan forstå hvad siger. Dorthea var i øvrigt meget træt (har igen kun nuppet ca. halvdelen af det søvnbehov hun plejer) Og igen måtte jeg trave en halv times tid op og ned af gulvet, før jeg måtte give op, og lægge hende i sengen, hvor hun faktisk blev liggende uden at brokke sig, og faldt i søvn ca. en halv time senere. Vi skal bare have det til at fungere hernede, og så påbegynder vi tilknytning og nye sovevaner derhjemme. Og i aften var det altså at lade hende ligge alene i krybben der virkede.
Det positive ved disse traveture er at jeg får udviklet mit kreative sangtalent, og har således allerede fået digtet to lutherske vers til den kendte børnesang "Jesus elsker alle små" - manden er meget stolt af mig :-)

I morgen tror jeg, jeg vil forsøge mig med at bade hende. Vi har gradvist skiftet hendes tøj, så hun i dag var i for hende helt nyt tøj. Det er gået okay, men jeg har også kun gjort det, fordi vi var så heldige at få et yndlingstæppe plus en sutteklud med fra børnehjemmet. Det bruger vi til at svøbe hende i når hun skal sove, samt når hun sidder og leger, så der er nogle velkendte dufte tæt på. Jeg har også været ude at købe den shampoo, de bruger på hjemmet, så nu må vi se hvad hun siger.

Det var vist det for nu, og så vil jeg jo ellers lige lægge nogle flere billeder ud som lovet, selvom Magnus godt nok allerede har afsløret de bedste på FB :-)

Man skal passe på hvad man ønsker sig.

Carl blev 7 år i går. Det blev desværre ikke en helt så super duper dag, som jeg gerne ville have haft det til at være. Det skyldtes vist ikke mindst at jeg nærmest ikke havde sovet natten forinden. Egentlig ikke fordi Dorthea var vågen, men fordi jeg vidste at hun ikke ville græde hvis hun vågnede, og derfor var jeg bange for, at jeg ikke ville opdage det, hvilket resulterede i, at jeg vågnede hver gang hun sagde det mindste suk, vendte sig, eller i øvrigt lavede en lyd. Derudover vågnede Carl også et par gange fordi han enten frøs eller svedte, og sådan vågnede jeg til Carls fødselsdag uden at være noget der lignede udhvilet, men vi kom da igennem dagen med morgenmad på sengen, gaver og samling af gaver (LEGO). At Dorthea så også valgte dag 2 til at begynde at vise at hun såmænd godt kunne græde, sådan som jeg havde ønsket, hjalp jo ikke. Hun ville IKKE sove eftermiddagslur, og var således totalt træt inden vi overhovedet var kommet op på den pandekagerestaurant som vi skulle fejre fødselsdag på. Der gik endnu lidt forældretræthed i det, da vi valgte at starte en konflikt over Carls spisetempo da han ikke kunne lide nogle af de pandekager han havde valgt. Og jeg tænkte bare, at vi skulle se at komme hjem, så jeg kunne få puttet Dorthea. Men da vi så endelig var kommet hjem var pigen så overtræt og bange og forvirret, at vi igen ikke kunne få hende til at falde til ro. Først da Magnus havde travet op og ned af gulvet i godt en time syngende alle de salmer han kunne huske - og formentlig et par stykker han ikke kunne. Faldt hun til ro - eller om kuld - og kunne lægges i sin seng.
Hun vågnede stadig et par gange i løbet af natten og klynkede lidt, og jeg trøstede hende i hendes seng. Jeg valgte dog at lægge mig til ro selvom jeg faktisk er sikker på at hun ikke sov, for nu ved jeg at hun godt tør græde, hvis hun mangler trøst, så jeg lod hende ligge og lege lidt med tøjbamserne mens jeg selv faldt i søvn.

Jeg var således mere udhvilet i dag, og i dag har bare været en super duper dag - lidt forsinket men hva skidt.!
Vi startede dagen med begge børn i sengen - sååå hyggeligt, og Magnus løb en tur, mens jeg hyggede mig med leg og morgenmad med børnene. Senere fik jeg lynhurtigt Dorthea til at sove formiddagslur, og tiden blev brugt på at rydde op, fordi jeg havde lovet værtinden på gæstehuset, at hun kunne komme til at gøre rent her i dag. Planen var, at vi skulle gå i parken imens. Og så brugte vi så også tiden på at finde ud af, hvorfor Magnus visakort var blevet spærret - PÆNT pinligt at finde ud af når man skal til at betale for 5 gange pandekager, at der ikke er dækning på kortet. Det viser sig så, at vores visakonto er sat så snedigt sammen, at man "kun" kan hæve op til 20.000 kr. på 30 dage, hvis betalingen sker i eller til udlandet. Så når vi har købt vore flybilletter direkte ved KLM d. 19. august for knap 16.000, så er der ikke et ret højt loft til en tre ugers ferie bagefter!!! Vi følte os derfor noget presset at kun at have et slunkent Mastercard til rådighed velvidende at vi i dag skulle betale accomodation for ca. 8000,- og senere også skal betale for alle vore transporter til lufthavnen mm. Heldigvis kom netbank os til hjælp og efter et par forsøg eller fire, lykkedes det os, at få betalt accommodation via bankoverførsel, så vi er sikre på at vi har penge nok til souveniers til jer alle :-)

Parkturen gik rigtig godt. Vi havde et tæppe med, og sad og spiste frokost ved en legeplads hvor Carl kunne lege, og Dorthea kigge på. Senere tog Carl og jeg en fodboldkamp, og vi endte med at gå hen på en lille café der lå i parken, og spise is - note til mig selv: en et-årig, hvis mælk og grød altid er lunkent, synes ikke det er sjovt at få is i munden!!!

Vi gik hjem, og prøvede nok engang, at få Dorthea til at sove eftermiddagslur. Hun var dog helt klar mere med på at holde fest, og jeg opgav hurtigt, men lod hende ligge og lege i sengen ved siden af mig, mens jeg selv tog en slapper med min bog, og kunne ae hende lidt på maven samtidig. På et tidspunkt lagde jeg hende dog hen i hendes egen seng, og tænkte at så kunne hun da lige ligge der og slappe lidt af i en halv times tid, og så skete det fantastiske nok engang, at hun begyndte at græde, da jeg forlod rummet. Ja det lyder måske mærkeligt for de af jer, der ikke selv har skullet fortjene jeres børns tillid, men når jeg nu ved at Dorthea er vant til at skulle falde i søvn selv, og at hun så viser sin utilfredshed ved endda at græde, fordi jeg forlader festen allerede på 2.dagen, gør mig altså bare helt blød om hjertet, så jeg lagde mig selvfølgelig ind igen, uden dog at tage hende ud af sengen, men lagde mig bare ved siden af, hvor hun kunne se mig gennem nettet, og læste min bog, mens jeg af og til smilede ned til hende. Jeg havde lige besluttet mig for, at tage hende op kl. 16. hvor hun så ville have fået omkring en times hvil, men da jeg så ned til hende, var hun faldet i søvn. Vi prøvede at give hende hendes aftenflaske da hun havde sovet en time i håb om, at hun blot ville sove igennem som resultat af den manglende søvn fra i går, men den gik ikke og hun vågnede, og vi måtte tage hende op. Det viste sig dog at være en rigtig god ide, i det, vi lige havde lovet Carl at vi begge ville se LEGO - Clutch Power filmen på computer sammen med ham, og jeg valgte så at tage Dorthea med, Det blev til sådan en hyggelig familiestund. Dorthea hyggede sig og lavede de sødeste små grin og hvin når vi skiftevis sad og kildede hende på maven eller når hun bar sad og legede med sin rangle. Hun sad ved siden af Carl, og blev bare ved at klappe ham på ryggen og hive ham i tøjet, og Carl lod hende gøre det, og returnerede med at kilde hende og tage hende på skødet. Carl er i det hele taget helt vild med at give hende mad og lege med hende, han finder sutter og legetøj til hende og legede med hende mens mor og far lavede mad. Det er bare så dejligt at se.

I det hele taget har hun bare været så glad i dag, og det samme har Carl, og når børnene er glade er mor og far det også :-)
Som enden på en perfekt dag, tog det mig kun 15 min og en flaske at få Dorthea til at falde i søvn i aften!!

Alt er super duper........(syng med hvem der kan)

p.s. eneste minuser ved dagen:
1. værtinden kunne alligevel ikke nå at komme og gøre rent, hvorfor jeg skal have ryddet op igen i morgen, inden vi tager til Thembisa for at komme i retten.
2. Der er åbenbart en vigtig rugby eller fodboldkamp på det nærliggende stadium, hvilket betyder båthorn, sang og politi i gaden hele aftnen, og formentlig også natten.

P.SS Jeg regner med at ligge nogle billeder på bloggen i morgen, når Dorthea Thembeka er blevet vores datter rent juridisk. Vi har desværre glemt vores batterioplader til kameraet, så jeg er ikke sikker på, hvor mange billeder jeg kan nå at tage hernede.

Hun sover godt nok meget - eller også gjorde hun ikke!

Så blev det endelig mandag dagen vi alle havde ventet på, nogle med mere tålmodighed end andre!! Dagen startede som enhver anden, med en løbetur for Magnus, og tegnefilm i sengen for Carl og mig. Og efter at have rykket rundt på møblerne og tjekket opvasken et par gange eller 100, samt svaret hvert 4 minut på, hvor mange minutter, der nu var tilbage, blev der banket på døren kl. 10.05, og ind kom vores kontaktperson Lizl og en socialworker. Thembeka var ude i gården sammen med sin plejer fra børnehjemmet. De spurgte om Carl ville med ud at hilse på lillesøster som den første, og det ville han gerne. Vi kunne dog se på den video Lizl havde optaget af ham, at det vist var lidt for overvældende for ham at være der alene, mest fordi han ikke forstod hvad de sagde til ham, og spurgte ham om, som fx om han ville komme lidt nærmere ville kysse hende osv. Han stod fuldstændigt som forstenet, og viste dem så lidt efter tilbage til os.
Vi stod jo spændte og ventede og ind kom de så med vores skønne lille datter. Hun så noget betuttet ud, men hun var også lige blevet vækket af sin formiddagssøvn. Hun kommer over til mig, og sad ganske apatisk som man kan forvente af en lille 1-årig i chok. Men hun faldt nu lidt mere til ro, og de tre "gæster" lod os få nogle minutter alene som familie, før de kom ind igen, og plejeren begyndte at fortælle. Jeg kan ligesågodt sige med det samme at jeg er bare SÅ taknemmelig for alt, hvad El Roi har gjort for min lille pige. Det lader til, at hun virkelig har fået alt hvad der overhovdet kan forventes af et børnehjem af knus, kys og kærlighed. Dette viste sig meget tydeligt i plejerens omtale af Thembeka, og alene i alle de små detaljer der fulgte overdragelsen. Plejeren havde således lavet en scrapbog til Thembeka med billeder og tekst fra hendes tid på El Roi, hun havde også inkluderet en "brugsanvisning" til os, i form af en meget detaljeret dagsrutineplan, og så var organisatoren her jo i sit es - JEG ELSKER LISTER!!
Problemet er jo så bare når ungen ikke selv vil følge brugsanvisningerne og fx falde i søvn kl. 17.30 men holder fest indtil kl. 21!!!!! Men det er en senere historie :-)

El Roi havde ligeledes medbragt en cd-rom, med MANGE billeder af Thembeka fra hele hendes tid på hjemmet. Vi har i bogen også navne på plejere, venner og så fortalte hun meget varmt om, hvordan de havde bedt for hende og os siden de fik hende sidste år. Hun var meget glad for det navn vi har givet hende, Dorthea, der betyder Guds gave. Endelig fik vi en mappe fuld af dagsrapporter fra hendes tid på El Roi (man skal åbenbart dokumentere ligesåmeget i forsorgssektoren i Sydafrika, som man skal i Hospitalsenhed Midt)

Der blev taget video og billeder af hele seancen der vel varede omkring 45 min. Kort efter faldt Dorthea i søvn på maven af Magnus, og mens Carl og Magnus gik ned efter pizza og indkøb, gav jeg hende flaske, og legede lidt med hende på gulvet. Jeg blev belønnet med de dejligste smil, da hun fik fat i mine solbriller at lege med - ja det var vist også det eneste der mindede om overdragelsen af Carl for fire et halvt år siden - deres begejstring for solbriller. Efter lidt succesfuld puréspisning, var det ifølge brugsanvisningen tid til at sove igen, hvilket, Carl absolut ikke var tilfreds med, da han kom hjem lidt efter. "Hun sover jo hele tiden!!" Hvor til jeg jo kun kunne sige ja, ja det gør hun. Da hun ikke lod til at kunne falde i søvn i sin nye seng, tog jeg hende op at ligge i min arm igen, og der faldt hun til ro med det samme. Vi sov begge et par timer, og så var det tid til at lege med den tålmodigt ventende storebror. Det var rigtig hyggeligt, og vi skypede også med Mormor og morfar samt Farmor og Farfar. Efter endnu en flaske, var det ved at være tid til putning for natten, men så slap vort held også op. Først prøvede jeg den allerede to gange succesfulde teknik med at putte sammen med hende. Det hjalp ikke. Så lagde jeg hende i sengen som beskrevet i brugsanvisningen, der lå hun også blot og stirrede og sagde nogle lyde, og legede lidt med sovedyrene (note til Helle og I andre sekretærer der læser med, så er enhjørningeflodhesten, blevet taget vældig godt imod :-) )
Hun lå for sig selv mens vi spiste aftensmad, vi prøvede med musik, vi prøvede at tage hende op og putte med hende i vores seng igen, jeg gik rundt med hende og sang og vuggede, vi gav hende hendes natflaske kl. 20 og vi puttede noget mere - pigen holdt stadig bare fest. først lidt i ni, efter jeg havde givet hende lidt mere mælk, fordi hun havde hikke, faldt hun sammen på min mave, og sover stadig inde i vores seng.

Jeg er selvfølgelig glad for at hun viste én eller anden form for reaktion på dagen, ved ikke at ville overgive sig til søvnen. Det virkede bare heller ikke som om hun var ked af det, men snare at det hele bare var lidt for spændende. Hun kigger også efter Carl, hver gang hun kunne høre hans stemme, hvilket jeg synes er vidunderligt, ligesom hun også lodt til at kigge efter mig, da jeg havde rejst mig fra forsamlingen på gulvet for at lave flaske.

Nåh men jeg er sikker på/håber på, at hun ikke bliver ved at være så relativ nem, som vi har set hende i dag, men omvendt er jeg også mega lettet over, at det hele gik så godt, at mit hjerte har åbnet sig for hende, og at hun virker til at have interesse for at lære os at kende.

Nu må jeg hellere gå i seng, så jeg kan være klar til at give Carl en SuperDuper syvårs fødselsdag i morgen, sådan ind imellem alle lillesøsters kedelige middagslure.

Et nyt syn på Durban

Lørdag tog vi jo så vores meget omtalte tur til Durban. Som nævnt tidligere var den jo noget alle havde en mening om, for de adoptionsrelaterede var det et spørgsmål om hvordan Carl ville reagere, og fordi mere lokale var det et spørgsmål om at bruge omkring 5000 på en endagstur svarende til at vi havde taget til Londan for én dag.
Buttomline er, at vi er glade for at vi tog turen. Umiddelbart virkede det ikke som om, at det gjorde det store indtryk på Carl. Han reagerede naturligvis som han altid gør når han er lidt beklemt ved situationen og fjollede lidt rundt. Men jeg tror stadig på, at det har givet ham en bedre basis for at huske sin fortid, og givet ham nye billeder vi kan bruge som udgangspunkt for snakke. Vi mødte også et par stykker, der kunne huske ham fra dengang, og de virkede meget glade for at se ham igen, og se hvor glad og stor han var blevet.

Men hvor det måske ikke ud ad til gjorde den store forskel for Carl at vi tog til Durban, så betød det rigtig meget for mig. Ikke mindst fordi jeg mildest talt kun havde virkelige dårlige minder om Durban og tiden der, men at komme tilbage med mere overskud, bedre vejr og en dreng jeg nu elsker over alt på jorden gjorde at jeg kunne se Durban med helt nye øjne. Det er en virkelig dejlig og smuk by, og det var godt at se børnehjemmet igen, omend det skar så meget i mit hjerte at se nogle af børnene. Særligt var der én dreng i isolation pga. TB, som sad og kiggede ud bag en rude på os, det var helt forfærdeligt at se ham alene derinde, og jeg havde bare lyst at rive ham til mig og tage ham med med det samme.

Efter børnehjemmet tog vi en tur ud til vores B&B fra for fire år siden. De gav kaffe og vi havde kage med. Vi snakkede i et par timer og Carl spillede fodbold og playstation med deres drenge. Det var rigtig hyggeligt, og også de var rigtig glade for at se os igen, da særligt moderen der havde været en stor hjælp for mig dengang i 2010.

Således afklaret med sidste henterejses dårlige oplevelser, kan jeg nu se fremad mod i morgen, hvor vi får vores datter overdraget, der er nu 16 timer til - kan jeg oplyse Carl om, der har stillet dette spørgsmål de sidste 24 timer.
 

Tuff on crime

Lige et stemningsbillede fra vores nye lejlighed. Vi flyttede lejlighed her på Guesthous i forgårs, det betød at vi kom ned i stueetagen, hvor vi så har en lille terasse og adgang til fælleshaven med legeplads og meget kold pool. Vi bor i ambasadekvarteret, og gik en tur ned til shoppingcenteret i dag, og det var let at se, at i dette kvarter kan vi vist godt føle os safe. Billedet er udsigten fra vores terasse og viser vores havemur der er forsynet med både elektrisk hegn og piktrådshegn. Dette forhindrer dog ikke en bold i at flyve den anden vej, når Carl er igang med verdensmesterskaberne på en meget lille fodboldbane.

Over muren kan vi også se tårnet på en LCMS (luthersk) kirke i Pretoria. Dem er der ikke mindre end tre af på denne gade, da menighederne samles i forhold til deres sprog. Vi kunne således gå til gudstjeneste i dag i den engelsksprogede menighed, hvor Magnus havde fornøjelsen af at hilse på en tidligere professor og en medstuderende fra hans tid på Fort Wayne Seminary for 10 år siden. Den medstuderende var nu blevet præst her i menigheden, og professoren var på besøg for at holde noget undervisning på det tilhørende præsteseminarium. Vi aftalte at mødes med præsten senere i uge 2 eller 3. På søndag regner Magnus med at tage Carl med over til kirken på billedet og overvære den tyske gudstjeneste - jeg tror nok, at jeg bliver nødt til at blive hjemme med Thembeka, selvom jeg selvfølgelig er ked af at gå glip af nogle gode tyske salmer :-)

Vi fik i øvrigt også lejlighed til at høre spontan afrikansk korsang i kirken under altergangen, hvor biblerne jo passende kan bruges som rytmebokse, når nu der ikke er nogen der har "husket" at tage trommer med :-) 

Hold da op Algeriet er godt nok stort!!

Præcis 21 timer efter vi forlod mine forældres hus i Allerød, kunne vi lægge vore hoveder på puden i vores guesthouslejlighed i Pretoria. Selve rejsen gik over al forventning, men det skal så også siges at forventningerne lå på et meget lille sted. Det var ca. lige så forfærdeligt at flyve med influenza som jeg havde regnet med, men til gengæld tog Carl den ti timer lange flyvetur fra Amsterdam til Johannesborg rigtig godt, og faldt endda i søvn i nogle timer mens vi fløj over Algeriet, for som han konstateret efter at have kigget nogle gange ud af vinduet ned på den endeløse ørken - "Hold da op hvor er Algeriet stort" Men ellers gik tiden jo med skærm og skærm og så lidt spisning.
Da vi ankom til lufthavnen blev vi mødt af en meget venlig og meget snaksaglig ung mand, der lovede at han nok skulle lade os få ro på den lille times køretur, der var til Pretoria, hvorefter han snakkede hele vejen..- men hvad, det gjorde vi jo også :-)
Vi er blevet indlogeret på et rigtig hyggeligt lille guesthouse, hvor vi har vores egen lejlighed med to soveværelser et badeværelse med både kar og bruser samt køkken og stue i et. Der er en lille gårdhave til, hvor Carl kan spille fodbold, og i gåafstand fra lejligheden ligger indkøbsmuligheder, pandekagehus og en barber der tager pasfotos!!
Carl vågnede kl. 6.48 i morges og konstaterede, at det var morgen - det var hans forældre ikke helt enige i, og han blev sendt ud i stuen med FIFA på tabletten. Men det er jo nok ved at være sidste gang vi kan slippe så billigt.
Vi har i dag fået snakket med Lizl som er fra ABBA og står for formidlingen af Thembeka til os. Hun havde en masse informationer og papirer og fortalte os en masse om, hvad der skal ske de næste tre uger. Da hun var gået sad både Magnus og jeg tilbage med en rigtig god fornemmelse af, at der denne gang faktisk ser ud til at være styr på tingene, og jeg føler mig rigtig tryg i forhold til at være i kløerne på ABBA.

Carl har også fået øvet sig på noget engelsk, og prøvede fx at svare på værtindens "Hello-how do you do" med svaret: "Im six" :-) Ja det er også træls når nu de der engelsktalende ikke følger den rækkefølge som mor har øvet :-)

I morgen tidlig drager vi til Durban på en en-dagstur, og så slapper vi af igen søndag, inden det går løs mandag med en familie på fire.

Tror ikke at man kan blive mindre klar!!!

Er I klar? sådan har spørgsmålet lydt mange gange de sidste par dage, når vi har mødt eller talt med familiemedlemmer, naboer og kolleger. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at jeg kan blive mindre klar end jeg føler mig lige nu, her 4 timer før vi skal køre til Sjælland, for at flyve i morgen tidlig.
Mandag aften så det ellers rigtig godt ud. Jeg havde fået pakket til Thembeka allerede i weekenden, havde mentalt pakket til Carl og mig selv, og havde fået "guidet" (læst pålagt) manden til at få lagt det tøj frem, som jeg skulle pakke til ham. Mandag havde vi så fødselsdag for Carls klassekammerater, og godt hjulpet af min fantastiske svigermor, blev det endnu engang en stor succes med glade meget larmende børn. Mandag aften følte jeg mig altså træt, men i totalt overskud til at bruge tirsdag på at køre Carl til ambulatoriet for at få gipsen af, hvorefter jeg blot skulle bruge resten af dagen til at pakke, og nåh ja så manglede jeg jo lige bekræftelse på, hvor vi skulle bo, og om vi kunne komme til Durban på lørdag og se Carls børnehjem!!!

Her var det så at alt begyndte at gå galt. For at gøre en lang historie kort, brugte jeg det meste af dagen i går med at emaile og tale i telefon (inkl. en for mig sjælden episode af at snerre og true af en stakkels receptionist på AC børnehjælp) sagen varr den, at der åbenbart ikke er ret mange i den rand af officielle personer i DK og SA, der støtter vores ide om at tage Carl med til Durban på lørdag, og det blev som dagen skred frem sværere og sværere for mig at bevare fokus og mavefornemmelsen. Men nu er turen til Durban bestilt og aftalt med børnehjemmet, der glæder sig til at se ham. Carl glæder sig også - siger han da - og Magnus og jeg står klar til at fokusere på Carl alene i mødet med hans fortid.
Da alt dette nu var klaret, havde jeg pludselig travlt med at få pakket, og sent i går aftes, da jeg skulle skrive flybilletter ud, faldt så den næste bombe: Jeg opdagede pludselig at Thembeka ikke figurerer på vore flybilleter, og det slog mig, at jeg havde fået at vide, at de skulle udstedes andensteds fra, så det ville komme i en separat mail - hvilket de så IKKE er gjort. Jeg ringde til KLM, og de kunne bekræfte at der ikke var udstedt billet til noget spædbarn på denne tur, det ville hun så lige sætte igang, men her til morgen er der STADIG ingen billet, og jeg skal nu til at ringe til KLM igen.

Endelig har jeg så også reddet mig en gedin mandeinfluenza med feber hovedpine og snot over det hele .... så nej min kære omgangskreds jeg er OVERHOVEDET ikke klar til at skulle rejse om 22 timer......men bare rolig Thembeka min kære datter, mor kommer alligevel!

Lutter gode nyheder på en ellers vemodig dag.

Alt i alt en mærkelig dag.

Sidste dag på arbejde før eventyret starter. Jeg vil komme til at savne alle mine skønne kolleger, og det var vemodigt at skulle sige farvel. Samtidig var det også en lidt spændt dag, da vi i dag skulle have afgørelsen fra statsforvaltningens samråd, på hvorvidt vi kunne få den udvidede godkendelse til Thembeka. De skulle have telefonmøde kl. 13 og kl. 13.15 ringede vores sagsbehandler og sagde: "Hej Karina, det er Lone, jeg vil bare lige sige at NU er du blevet mor igen" Der havde selvfølgelig ikke været noget at være bekymret for, men det gav alligevel en vis ro i maven, ikke mindst pga. at vi allerede havde købt vore "non-refundable" billetter. Men her stoppede de gode nyheder ikke. Udover at billetterne blev 3000 kr. billigere end jeg først havde fået at vide, så fik vi også regningen på de sidste rater til DanAdopt. Og de viste sig sørme at være næsten 20.000 kr. lavere end vi havde beregnet. Nogle gange er det altså en velsignelse ikke at have særlig god styr på det med økonomi. 

Dagen blev fejret med Noahs Ark museum og McDonaldtur, og så selvfølgelig Disneysjov og Klipfiskerne. En dejlig men også vemodig fredag, og så skal vi se om jeg kan få mig taget sammen til at begynde at pakke lidt i morgen :-)

Redebygning og bueraukrati

Så er der gået en uges tid, siden vi fik opkaldet. Jeg har primært brugt tiden på, at stresse på arbejdet, stresse over statsforvaltning.....og shoppe - hvilket på ingen måder er stressende, så længe jeg ikke tjekker min bankkonto :-)
Stresset over arbejdet ligger i, at forlade min stilling som nemt overtagelig som muligt, hvilket er lidt svært at gøre med en stilling, der et eller andet sted er formet efter mig. Men jeg synes jeg er ved at være i mål, og glæder mig nu til de sidste fire arbejdsdage i næste uge.
Fire?? tænker du, sidst jeg tjekkede var der fem arbejdsdage i en uge - selv hos de offentligt ansatte!
Jeg har så været nødsaget til at tage fri på tirsdag, for at drage hele vejen til Højbjerg til samtale hos sagsbehandleren (for sådan noget kan jo ikke klares over telefonen). Her skal vi snakke lidt om, hvilke udfordringer, der ligger i at blive forældre til et for tidligt født barn. Vi har inden da - i dag faktisk - skullet formulere vore tanker om emnet på skrift, efter grundigt at have sat os ind i det (på 2 dage) og ringet og forstyrret en af adoptionsrådets ansatte læger, der kunne fortælle os sådan ca. alt hvad vi vidste i forvejen. Alt dette for at statsforvaltningen på fredag kan tage stilling til, om vi nu også er kvalificeret til at blive godkendt til at adoptere Thembeka. Jeg synes det er lige lovligt meget at gøre ud af noget, som jeg troede var en formsag, og det gør mig ærlig talt lidt træt og nervøs.
Men det kan man jo heldigvis altid dulme med shopping, og jeg arbejder lige nu på at gøre klar til Thembeka, så hun kan føle sig velkommen i hendes nye hjem, og skulle der falde en lille fin gul kjole med pandaer ned i kurven også, så tager vi da den med.

Sidder du ned?

Torsdag d. 31. juli 2014 kl. lige omkring 11.00 ringede min telefon. Det var Debby fra DanAdopt, og hun vil bare lige høre om jeg sad ned. Bortset fra at det da var rart at nogen bekymrer sig om min arbejdsstilling, vidste jeg jo godt ved denne indledning, at dette var det opkald, jeg havde ventet på i næsten tre år. Et par timer tidligere havde jeg, som så mange andre dage, snakket med lægen fra min afdeling om, hvordan det stod til med ventelisten. Jo vi var jo stadig nr. 6...ja jeg håbede jo det blev snart, men det var jo ikke til at vide med Sydafrika, hvor de jo ikke går kronologisk frem, men matcher børnene individuelt...det kan være i morgen og det kan være om et år, det ved man ikke!! Åhh hvor har jeg dog sagt den smøre mange gange, og nu er det nu. Debby er i røret, jeg ved hvad hun skal til at fortælle mig, men jeg kan alligevel ikke fatte hvad hun siger. Jeg er jo sikker på, at vi har fået den lillebror på omkring 2 år vi har snakket om..alle statistiker peger jo i den retning. Men vi har fået en lille pige! Hun er for tidlig født, men udvikler sig fint, hun bliver et år til september. Jeg skriver og skriver og skriver alt hvad Debby forklarer i telefonen, man er vel sekretær, uanfægtet at hun bliver ved at sige, at hun også vil sende det hele til mig på skrift, men hvis ikke jeg skriver det ned, så er det som om det forsvinder for hurtigt ud af min hjerne, og jeg vil ikke gå glip af noget eller glemme noget, når jeg om lidt skal ringe til Magnus og sige, at han er blevet far til lille Thembeka.